- Hviderusland er en skamplet på Europa.
Sådan lyder det i dag fra den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).
Den kontante melding kommer efter et dybt kontroversielt valg i Hviderusland, hvor landets egenrådige præsident, Aleksandr Lukasjenko, er kåret som vinder med over 80 procent af stemmerne.
Valget er omkranset af utallige beskyldninger om valgsvindel, og forud for valget blev oppositionens ledere smidt i fængsel.
- Det er et europæisk land, hvor man nægter folks ret til demokrati og frihed, siger Jeppe Kofod, der siger, at Hviderusland "er taget som gidsel af Lukasjenko".
Videoer og billeder fra de seneste dages demonstrationer viser flere eksempler på, at hviderussiske sikkerhedsstyrker går voldsomt til værks over for både demonstranter og pressefolk.
Jeppe Kofod kalder styrets nedkæmpning af både journalister, oppositionen og demonstranter for "brutal".
- Det er helt grotesk, og det skal vi selvfølgelig tage afstand fra. Og så skal vi se, om vi kan målrette nogle sanktioner mod dem, der er ansvarlige for den form for adfærd, siger udenrigsministeren, der vil tage emnet op på EU-niveau.
Protest i København
Det er ikke kun i Minsks gader, at hviderussere markerer deres utilfredshed med Lukasjenkos styre.
Snesevis af demonstranter var her til aften troppet op på Højbro Plads i København for at vise deres støtte til den hviderussiske opposition.
En af dem er Olga Holm.
- Jeg har ikke kunnet sove de sidste tre dage, fortæller hun.
- Mine venner og min familie er i Hviderusland, og de prøver at protestere imod Lukasjenko - imod dette diktatur, som vi har oplevet de sidste 26 år, siger Olga Holm, som er dansk gift og har boet i Danmark i ti år.
Hun siger, at styrets greb om medierne og de seneste dages nedlukning af internettet betyder, at flere hviderussere ikke har adgang til information om, hvad der foregår i disse dage.
- Jeg ringer til mine venner i Hviderusland og fortæller dem, hvad der sker i deres eget land, siger hun.
Hun bakker op om Jeppe Kofods forslag om at sanktionere personer fra det hviderussiske styre.
- Jeg synes absolut, at det bedste fra EU's side ville være at indføre sanktioner mod Lukasjenko og alle, der har svindlet ved dette valg.
Kritik fra FN
I løbet af de tre seneste dages protester mod søndagens valgresultat er omkring 6.000 personer blevet tilbageholdt i Hviderusland.
Det oplyser FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, ifølge Ritzau.
- Rapporter tyder på, at omkring 6.000 mennesker er blevet tilbageholdt i de seneste tre dage, heriblandt tilskuere og mindreårige, siger hun.
Mange kritikere peger på massiv valgsvindel i Hviderusland. En af dem er Alina Tjuklina, som er observatør fra sammenslutningen 'Ærlige Folk':
Ifølge højkommisæren tyder meget på, at hviderussisk politi foretager masseanholdelser- og det er en "klar overtrædelse af internationale menneskeretlige standarder", siger hun.
- Endnu mere foruroligende er meldinger om mishandling under og efter tilbageholdelse, siger Bachelet, der samtidig fordømmer de hviderussiske myndigheders overdrevne brug af vold mod demonstranterne, rapporterer nyhedsbureauet.