Jeppe Kofod nåede ikke længere end lufthavnen på hemmeligt visit i Somalia

Frygt for terror forhindrede udenrigsminister i at bevæge sig uden for topsikret område.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på lynvisit i Somalia. (Foto: Søren Bendixen © dr)

Lufthavnen i Mogadishu er en fæstning.

Sandsække og pigtråd så langt øjet rækker. Lokale soldater og politifolk, sikkerhedsfolk fra den Afrikanske Union, FN, EU og private sikkerhedsfirmaer passer her på diplomater, nødhjælpsarbejdere, somaliske politikere - og i dag en dansk udenrigsminister.

Her lander nødhjælpsfly fra FN, helikoptere og EU har sågar eget flyselskab, der betjener Somalias hovedstad. Andre steder i verden er en lufthavn noget, man gerne vil hurtigt væk fra. Her handler det om at blive.

Udenfor er der nemlig farligt. Terrorister fra al-Shabab er godt nok fordrevet fra Mogadishu, men ikke mere end at de jævnligt angriber strategiske mål, og derfor er lufthavnen det eneste sikre sted for mange udlændinge.

Første rejse i Afrika

Jeppe Kofod (S) er på sin første Afrika-rejse som udenrigsminister. Kenya, Tanzania og Somalia står på dagsordenen.

Han vil bruge rejsen som inspiration til at gentænke dansk Afrika-politik, fortæller han. Det handler om at bremse migration over Middelhavet, det handler om handel, men også med stor tanke på at bekæmpe radikalisering og terrorisme.

Brede sikkerhedszoner skal beskytte lufthavnen i Mogadishu mod terrorangreb. (Foto: DAI KUROKAWA / POOL © Scanpix)

I går besøgte han den kenyanske flåde, som Danmark støtter i kampen mod pirateri. I dag fik han en opvisning i lidt af det samme ved Mogadishus lufthavn. Danskstøttet marinepoliti lavede "mand-over-bord-øvelse" til ære for den danske minister.

Det var så tæt på den somaliske virkelighed, Jeppe Kofod kunne komme under det hemmelige besøg. Den somaliske premierminister, Hassan Ali Khayre, ville gerne have taget imod i sin egen bolig, men selv dén tur blev vurderet som for farlig for den danske politiker. Så blev det til møder med Khayre og udenrigsminister, Ahmed Isse Awad, i lufthavnen.

Slunken statskasse

Kofods somaliske modstykke var godt tilfreds med Danmarks bidrag. Somalias regering kæmper en hård kamp for at få penge i en meget slunken statskasse, og betaling af de mest fundamentale ting er overladt til udenlandske donorer.

Samtidig har man store udfordringer med at sikre sig opbakning i befolkning. Det er nemlig ikke en regering, der er valgt af folket, men af en lille gruppe mennesker, som efter 28 års krig forsøger at skabe en form for fremdrift i det hårdt prøvede land.

Udfordringen hedder især al-Shabab - terrororganisation, der i mere end et årti har skabt kaos i landet. Nu er organisationen fordrevet fra de største byer, men til gengæld er angrebene intensiveret, og listen over angreb er meget lang.

Seneste al-Shabab angreb i Somalia

  • 14. oktober: Gruppen tager skylden for morterangreb mod lufthavnen i Mogadishu. Syv personer bliver såret.

  • 30. september: Al-Shabab angriber en amerikansk militærbase i det sydlige Somalia og fredsbevarende soldater fra Italien i Mogadishu. Mindst 25 militante bliver dræbt.

  • 14. august: En bilbombe mod en militærbase dræber dusinvis af somaliske soldater.

  • 5. august: Borgmesteren i Mogadishu, Abdirahman Omar Osman, dør, efter han måneden før blev ramt af en bilbombe.

  • 22. juli: En bombe dræber 17 personer nær lufthavnen i Mogadishu.

  • 15. juli: 26 peroner bliver dræbt, da al-Shabab angriber et hotel i Mogadishu.

Kilde: cfr.org

En milliard fra Danmark

Danmark vil åbne en fast repræsentation i Somalia og vil over de næste fire år bruge en milliard kroner i et forsøg på at forbedre vilkårene i det hårdt prøvede land.

Jeppe Kofod føler sig overbevist om, at pengene er godt givet ud.

- Jeg kan se, de gør en forskel i de projekter, vi støtter, og der er et kæmpe potentiale i det her land. Det handler bare om at få det udnyttet.

Somalia er formentlig det afrikanske land, der har fyldt mest i den danske debat de senere år, ikke mindst på grund af politiske ønsker om at hjemsende somaliere fra Danmark.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er det, besøget handler om, svarer udenrigsministeren:

- Det handler om at skabe stabilisering og sikkerhed og udvikling og demokratisering i Østafrika, inklusiv Somalia, og det er det, jeg er her for.

En svømmetur var også udelukket under det danske besøg i Somalia. (Foto: Søren Bendixen © dr)

Tvangshjemsendelser

Aftaler om tvangshjemsendelser er ofte omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri. Ingen afrikanske ledere vinder popularitet i egen befolkning ved at tage imod borgere, der ikke vil hjem fra udlandet.

En stor del af Somalias økonomi bliver holdt oppe af somaliere i udlandet, der hvert år sender milliarder hjem til familie og i investeringer, men den somaliske udenrigsminister bekræfter dog, at det er noget man taler om:

- Det er noget vi taler med ambassadøren om, og vi ser på, hvordan vi kan samarbejde, hvis der er somaliere, der må sendes tilbage, siger Ahmed Isse Awad.

Jeppe Kofod vil slet ikke tale om hjemsendelser.

- Det er ikke mit bord, fortæller han, inden han igen hopper på et fly, og er videre mod Tanzania, som er sidste stop på turen.