Jesper Theilgaard: Kompromis på kompromis præger klimatopmøde

Blandt andet benspænd fra USA har betydet, at COP24 i Polen nu er gået i overtid.

USA er blandt de lande som har gjort COP24-topmødet i Polen svært. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Efter to ugers forhandlinger i den polske by Katowice er det stadig ikke lykkedes at nå til enighed om et slutdokument på FNs klima-konferencen COP24.

Her skal alle underskriverne af Paris-aftalen blive enige om det regelsæt, som skal udmønte Paris-aftalens hensigt om at holde temperaturstigningerne under 2 grader.

Men det har ikke været nemt, blandt andet fordi verdens to største CO2-udledere Kina og USA stiller sig på bagbenene, siger tidligere vejrvært på DR, Jesper Theilgaard, som i dag er selvstændig.

Derfor er det endnu ikke lykkes at nå til enighed om det udkast af slutdokumentet, som de polske værter cirkulerede torsdag.

I stedet er der blevet arbejdet hele natten i håbet om at kunne holde en afsluttende session ved middagstid i dag efter konferencens officielle udløb.

- Nu vil man lave kompromis på kompromis. Og hver gang man gør det, sænker man barren. For så giver man køb på et eller andet. Så ambitionsniveauet bliver nok ikke det høje, som vi havde håbet på, siger han.

Skulle vise ambitionsniveauet

Af en stor klimarapport, som FN's klimapanel IPCC udsendte i oktober, fremgår det blandt andet, at selv en temperaturstigning på 1,5 grader kan få katastrofale følger for eksempelvis landbrug og koralrev.

Det fremgår også, at den globale CO2-udledning skal ned med 45 procent de næste 12 år, hvis den globale opvarmning skal holdes på 1,5 grader.

Problemet er, at de tiltag man blev enige om i Paris-aftalen fra 2015, slet ikke er nok til at nå så langt.

- Paris-aftalen i sig selv giver en temperaturstigning på 3 til 3,5 grad, så det skal være mere ambitiøst. Og det var det, som der skulle lægges op til i Katowice, fortæller Jesper Theilgaard.

I Polen var der ikke lagt op til, at der skulle meldes nye reduktionsmål ud. Det skal først ske frem mod et stort klimatopmøde i 2020. Men aftalen i Polen giver en fornemmelse af, hvor ambitiøse landene er.

- Det kniber virkelig med at få alle lande med ind i en ambitiøs aftale. Man skal nok få regelsættet igennem. Men hvad udsigterne er til nye reduktionsmål, er jeg mere bekymret for, siger den tidligere DR-vejrvært.

Ville ikke byde rapport "velkommen"

Genvordighederne med at finde et fælles fodslag viser sig blandt andet ved, at det har været svært overhovedet at få alle til at bakke op om IPCC-rapportens skræmmende konklusioner.

Fra de polske værter var der lagt op til, at underskriverne skulle byde rapportens resultater "velkommen". Men det har USA sammen med Rusland, Kuwait og Saudi-Arabien modsat sig.

De vil nøjes med at "notere" sig resultaterne, imens Polen nu har foreslået at formuleringen i slutdokumentet bliver, at landene "udtrykker deres påskønnelse og taknemmelighed" til FN’s klimapanel.

Et andet problem har været at nå til enighed om, hvor og hvordan man rent faktisk skal reducere udledningen, samt hvordan reduktionerne skal opgøres og rapporteres. Her er det særligt Kina, som er svære at danse med.

- Ambitionsniveauet er måske ikke det mest vanskelige, når det angår Kina. Her er det nok mere regelsættet. Kina har jo altid haft en aversion mod at blive kigget over skulderen - de vil helst gøre som de selv vil, siger Jesper Theilgaard.

Facebook
Twitter