Deres flyafgang var egentlig ikke før om formiddagen.

Alligevel var de taget afsted omkring klokken 3 om natten – for ikke at løbe ind i det kinesiske politi.

Indtil videre var det gået fint, og med kufferter og drømmen om endelig at tage til USA nåede Jewher Ilham og hendes far igennem Beijing International hele vejen til paskontrollen.

En af vagtene greb sin telefon og foretog et opkald.

Pludselig dukkede sortklædte sikkerhedsvagter op for at eksortere Jewhers far væk.

- Hvor tager I ham hen, spurgte hun.

Jewher Ilham og hendes far, Ilham Tohti, endte med at sidde i et lille rum uden vinduer i timevis. Kort før flyafgangen mod USA fik hun besked om, at hun kunne tage afsted. Alene.

- Min far sagde, hvorfor græder du? Du må ikke græde foran dem. Lad dem ikke tro, at vi er svage, vis dem, at piger er stærke, fortæller den i dag 26-årige Jewher Ilham.

Hun swiper langsomt gennem billederne på den sorte telefon, mens hun fortæller.

- Det her er det sidste billede, jeg tog af min far. Det var i lufthavnen i Beijing i februar 2013. Han var blevet tilbudt arbejde på universitet i Indiana, og det var meningen, at jeg bare skulle være der et par uger for at hjælpe ham på plads.

- Jeg husker stadig billedet. Det var sjældent, han smilede på billeder. Men på det her billede kan man se, at han var glad, fordi han faktisk troede, han kunne komme til USA.

Jewhers far er økonom og anerkendt for sit arbejde for uighurernes rettigheder og forhold i Kinas Xinjiang-provins.

Men det er netop det arbejde, der ifølge Jewher har gjort, at han i 2014 blev idømt en livslang fængselsstraf for separatisme, og det er fem år siden, nogen i familien sidst har hørt fra ham, fortæller hun.

Sidst Jewher Ilham så sin far, var hun 18 år. I dag ved hun ikke, hvor han er:

I 2019 blev han hædret med EU's menneskerettighedspris, Sakharov-prisen - en pris, Jewher måtte modtage på sin fars vegne.

Lige siden Kina i 2015 blev valgt til værtsby for vinter-OL har der lydt kritik af værtsnationens behandling af minoriteter - ikke mindst de etniske uighurer.

FN har kaldt beretninger om overgreb, voldtægter, tvangssterilisering og tortur i Xinjiang-provinsen for "dybt foruroligende", mens Kina hidtil har nægtet anklagerne.

Derfor glæder det også Jewher Ilham, at flere lande - heriblandt Danmark - har valgt at holde deres officielle repræsentanter væk fra vinter-OL i Kina.

Hør her, hvad Jewher Ilham tænker om Danmarks diplomatiske boykot af OL:

Det er kun lidt over to uger siden, regeringen meddelte, at Danmark bliver væk.

Sådan her lød det fra udenrigsminister Jeppe Kofod den 14. januar:

Mere klart var budskabet fra USA.

Ifølge den amerikanske regering vil en tilstedeværelse i Kina kunne sidestilles med at ignorere det, USA betegner som Kinas "frygtelige overtrædelser af menneskerettighederne og grusomheder i Xinjiang".

Talsmand for Det Hvide Hus, Jen Psaki, fortalte den 6. december, hvorfor USA's diplomater og repræsentanter har valgt at blive væk fra Kina.

I USA har der været et større politisk pres for at sende et klart signal til Kina om, at man ikke accepterer overtrædelser af menneskerettighederne begået ikke bare mod uighurerne, men også i Hongkong og Tibet.

Svaret fra den kinesiske regering kom prompte:

- USA skal holde op med at bringe politisere sport og lade være med at skabe kaos og underminere vinter-OL i Beijing, lød det i december fra Zhao Lijian, talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

Protesten mod Kina som værtsland er ikke blevet mindre af, at menneskrettighedsorganisationen Amnesty International så sent som i sommer udgav en 160-sider lang rapport baseret på flere års undersøgelser af, hvad organisationen konkluderede var “ekstreme tiltag” udført af styret i Kina for at undertrykke uighurerne og andre etniske mindretal.

I videoen herunder kan du se mere om undertrykkelsen af Kinas muslimske mindretal:

Europæisk uenighed

Det er dog ikke alle lande, der støtter en diplomatisk boykot.

Eksempelvis har den franske præsident Emmanuel Macron udtrykt, at han anser det for en simpel symbolsk handling, grænsende til meningsløs.

Det er alt eller intet, har den franske præsident ladet forstå. Enten gennemføres en komplet boykot, hvor ej heller atleter sendes afsted, ellers forsøger man at ændre tingene med "meningsfulde handlinger", har det lydt fra den præsident Macron.

Men en symbolsk handling kan også have en effekt, lyder det fra Stanis Elsborg, der er senioranalytiker ved Play the Game - en organisation, der arbejder for højne de etiske standarder i sporten.

- Det får formentlig ikke betydning for menneskerettighedssituationen i Kina. Men det kan skabe goodwill i andre vestlige lande, og man kan sige, at symbolske handlinger som denne kan være med til at overbevise folk om, hvad der er rigtigt og forkert, siger han.

Men hvad med ytringsfriheden?

Den seneste tid har debatten omkring tilstedeværelsen i Beijing fået endnu et lag.

Kina har flere gange henvist til OL's regler om, at hverken arenaer, ceremonier eller den olympiske by må bruges som platform for politiske ytringer.

Samtidig har det lydt fra den Olympiske Komité (IOC) og det kinesiske styre, at atleterne har ytringsfrhed udenfor OL-området – så længe værtslandets lov overholdes.

Men en enkelt bemærkning fra en repræsentant fra Bejiings organisationskomité har fået sat gang i debatten om nødvendigheden af selvcensur.

- Alle ytringer, som er i tråd med den olympiske ånd, er jeg sikker på, vil blive beskyttet. Adfærd og tilkendegivelser, der ikke er i tråd med den olympiske ånd og særligt i strid med kinesisk lov, vil være strafegnet, lød det fra Yang Shu, der talte på vegne af afdelingen for internationale forhold i Beijings organisationskomité.

Og det betyder, at atleterne reelt set skal navigere i to regelsæt – og det er et problem, lyder det fra Stanis Elsborg.

- De skal både orientere sig i det olympiske charter og den kinesiske lovgivning. I sidste ende er det åbenbart værtslandets lovgivning, der gælder, og her kommer de til at stå på egne ben. Jeg er ikke sikker på, at IOC på den måde vil tage de atleter i forsvar, der får den kinesiske statsmagt på nakken, siger han.

Fra menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch og organisationen Global Athletes lyder der allerede en kraftig formaning til atleterne om at træde særdeles varsomt.

Det er dog ikke utænkeligt, at nogle atleter alligevel vil bruge OL som en platform til at sendeet politisk budskab, siger Stanis Elsborg.

- Det bliver spændende at se, hvordan IOC og de nationale olympiske komitéer vil håndtere, hvis en af deres atleter laver et politisk statement, der går imod den kinesiske stat, siger han og tilføjer:

- Udenrigspolitik vil altid trumfe idrætspolitik, og Kina er en stormagt, siger han.

Den Olympiske Komité forholder sig ikke til konkrete eksempler, men skriver til DR Nyheder, at:

- Legene er styret af IOC's regler. De vil gælde ved de Olympiske Lege i Beijing i 2022 ligesom alle andre tidligere udgaver af Legene. Vi henviser til IOC's guidelines, skriver den Olympiske Komité.

Kampagne for stille protest

Men er det overhovedet sportsudøvernes rolle at lufte deres politiske holdninger ved kampe og store internationale sportsbegivenheder som eksempelvis OL?

JA, lyder det klart fra USA, hvor Jewher Ilham bifalder alle tiltag, der i øjeblikket skaber opmærksomhed omkring forholdene i Xinjiang og levevilkårene for uighurerne i Kina.

Derfor fortæller hun også begejstret om kampagnen "#score4rights", der opfordrer atleterne til - ved et enkelt håndtegn - at signalere deres solidaritet med blandt andre uighurerne.

- I stedet for at poste et billede, hvor de bare holder en guldmedalje, så kan de bruge en håndbevægelse. Hånden skal formes som en halvmåne. Det betyder sammenhold og solidaritet, siger hun og fortsætter:

- De behøver ikke engang at sige noget for at vise deres medfølelse og udtrykke, at de bekymrer sig om os.

Om nogen er Jewher Ilham klar over, hvad frygten for repressalier fra det kinesiske styre kan betyde.

I dag har hun stort set ingen kontakt med sin familie i Kina.

Det er for farligt for dem, og de risikerer at blive anholdt, hvis de bliver kontaktet af hende.

Fordi hun bor i udlandet. Fordi hun insisterer på at tale om, hvad der sker i Xinjiang og sin famillie.

- Jeg er heldig, at jeg har venner her, mennesker, som jeg i dag betragter som familie. Men samtidig gør det ondt, at jeg ikke kan tale med mine brødre, som jeg har set vokse op og har været så tætte med, min far og min stedmor, som jeg har nær. At jeg ikke har de rettigheder, som det er meningen, at jeg bør have – at kunne tale frit med mine familie.

Trods det store afsavn er hun dog klar til utrætteligt at fortsætte arbejdet for rettigheder for befolkningen i Xinjiang-provinsen, for uighurerne – og for sin far.

- Min far var professor. Han har altid bekymret sig meget om sine studerende, og jeg ved, at han ville sikkert sige det samme i dag: Vær stærk og vær altid forberedt på den næste kamp. Uanset hvad det er, kæmp for din eksamen, kæmp for en sag, kæmp for den næste kampagne.

Over de næste par uger vil den kampagne formentlig vise sig i form af en hånd formet som en halvmåne – måske endda på et podie i Beijing.