Et 42-årigt gammelt notat er blevet genstand for stor opmærksomhed i forbindelse med udgivelsen af en række hidtil hemmeligholdte dokumenter om mordet på den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy.
Notatet fra USA's centrale efterretningstjeneste, CIA, slår ifølge nyhedsbureauet AP fast, at trods omfattende søgning er der intet, der antyder, at præsidentens drabsmand, Lee Harvey Oswald, skulle have nogen forbindelser til CIA.
- Der er intet i de beviser, der er blevet lagt frem for kommissionen, der understøtter spekulationerne om, at Oswald var hemmelig agent, ansat eller arbejdede som informant for FBI, CIA eller andre regeringstjenester, står der i dokumenterne, det amerikanske nationalarkiv har frigivet.
Da John F. Kennedy blev myrdet 22. november 1963 troede over halvdelen af amerikanerne på, at Oswald ikke var alene om mordet, og selvom dokumenterne slår fast, at intet tyder på, at Oswald havde nogle sammensvorne, er det ifølge Gallup-undersøgelser en udbredt opfattelse også blandt amerikanerne i dag.
Havde planer om at flygte
Af dokumenterne fremgår det også, at de amerikanske myndigheder i tiden efter mordet på Kennedy forsøgte at få kortlagt Oswalds færden inden mordet på John F. Kennedy den 22. november 1963.
Blandt andet hans besøg på det sovjetiske konsulat og den cubanske ambassade i Mexico City og forsøget på at få visum i ugerne op til mordet. Ifølge et notat blev det betragtet som et forsøg på at kunne undslippe umiddelbart efter mordet i Dallas.
Selvom det så ud til, at Oswald "overvejede at bosætte sig i Sovjetunionen, er det også en mulighed at han var ved at sikre sig, at han kunne slippe væk efter at have myrdet præsidenten", skriver nyhedsbureauet AP.
Det er tredje gang siden sommer, at det amerikanske nationalarkiv frigiver hemmeligstemplede dokumenter med indhold knyttet til mordet på den tidligere præsident Kennedy. I juli blev 3.810 dokumenter offentliggjort, mens 2.891 dokumenter blev frigivet 26. oktober.
Det er den amerikanske præsident, Donald Trump, der har beordret, at alle dokumenter bliver offentliggjort, og det forventes at flere vil følge i de kommende uger.