Joe Biden: Her er manden, der går efter at blive USA's næste præsident

Det er ikke første gang, at den tidligere vicepræsident går efter præsidentposten.

Joe Biden har en lang politisk karriere bag sig. (Foto: Yuri Gripas © Scanpix)

Efter to mislykkede forsøg og en række anklager om upassende afærd, der netop er kommet op til overfladen, går USA's tidligere vicepræsident, Joe Biden, nu endnu engang efter at blive valgt til præsident i 2020.

Det offentliggjorde han i dag i en YouTube-video, hvor han blandt andet henviser til episoder med racehad, der har præget USA under Trumps regering, som hans årsag til at stille op.

- Hvis vi giver Donald Trump otte år i Det Hvide Hus, vil han for altid og fundamentalt ændre denne nation - hvem vi er. Og jeg kan ikke stiltiende acceptere, at det sker, siger Joe Biden i en video, som han har delt på YouTube.

Den 76-årige Demokrat, der gennem længere tid er blevet omtalt som en mulig modkandidat til Trump, har brugt over 40 år af sit liv på politik, hvor han har været igennem lidt af hvert.

Tidligere kandidaturer

Joe Biden stillede op som præsidentkadidat i 1988 og 2008. (Foto: Jim Bourg © Scanpix)

Det er tredje gang, at Biden forsøger at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Hans første forsøg var i 1988, hvor han dog valgte at trække sig under sin valgkamp, efter han indrømmede at have plagieret en tale fra den daværende leder af Storbritanniens Labour-parti, Neil Kinnock.

Han brugte den efterfølgende tid på at arbejde sig op i graderne i det amerikanske senat, hvor han blev formand for udenrigsudvalget.

I 2008 forsøgte han sig igen som præsidentkandidat, men fik ikke den nødvendige opbakning.

Vicepræsident under Obama

Joe Biden var vicepræsident under Obama fra 2009-2017. (Foto: pool © Scanpix)

I stedet stillede han op som vicepræsident for den demokratiske Barack Obama, der var præsident mellem 2009-2017.

I den periode fik Biden rig mulighed for at trække på den udenrigserfaring, han havde fra sin tid i senatets udenrigsudvalg, og som Obama manglede, og han havde stor indflydelse på USA's forhold til blandt andet Irak og Ukraine.

Obama og Biden udviklede et tæt venskab, og Obama har udtalt, at valget af Biden som vicepræsident var en af de "bedste beslutninger, han nogensinde har taget", fortæller Obamas talsperson, Katie Hill, ifølge New York Times.

- Han var afhængig af vicepræsidentens viden, indsigt og dømmekraft gennem hele hans periode som kandidat og præsident.

Anklager om upassende opførsel

Biden har i den senere tid været under anklage fra flere kvinder, der mener, at han har opført sig upassende overfor dem. (Foto: Handout . © Scanpix)

Veteranpolitikeren har i den seneste tid været i modvind, da han er blevet anklaget for at have opført sig upassende over for flere kvinder.

En af kvinderne, Amy Lappos, har hævdet, at han på et tidspunkt holdt fast om hendes hoved, mens han forsøgte at gnide sin næse mod hendes.

- Det var ikke seksuelt, men han tog fat i mit hoved. Han lagde sin hånd rundt om min nakke og trak mig ind til sig for at gnide sin næse mod min. Da han trak mig ind til sig, troede jeg, at han ville kysse mig på munden, siger Amy Lappos til avisen Hartford Courant.

Den tidligere vicepræsident har afvist at have opført sig upassende.

- I løbet af mine mange år med valgkampe og et offentligt liv har jeg uddelt utallige håndtryk, knus og vist kærlig omsorg. Ikke én gang - aldrig - føler jeg, at jeg opførte mig upassende. Hvis der er nogen, der mener, at jeg gjorde, så vil jeg lytte til det med respekt. Men det var aldrig min hensigt, siger Biden.

Præsidentvalget finder sted i november næste år, hvor republikaneren Donald Trump allerede har meldt ud, at han vil forsøge at blive genvalgt som præsident.

Her er de i alt 21 demokratiske kandidater, der håber på at blive USA's kommende præsident:

  • Joe Biden. Den tidligere vicepræsident har ført alle foreløbige meningsmålinger - også inden hans kandidatur blev officielt. Den 77-årige Biden er dog også mødt med kritik for at være repræsentant for det "gamle parti" i en tid, hvor der efterlyses nye kræfter, og gamle sager om upassende adfærd over for kvinder og hans rolle i Clarence Thomas-høringerne tilbage i begyndelsen af 90'erne har fyldt i den første del af hans kampagne. (Foto: Ethan Miller © Scanpix)
  • Bernie Sanders. 78-årige Sanders er senator fra delstaten Vermont og kalder sig selv demokratisk socialist. Han tabte i 2016 til Hillary Clinton, men mener at mange af hans ideer fra dengang har vundet støtte og vil derfor bygge videre på samme fundament: Sundhedsforsikring til alle, gratis offentlige uddannelser og en mindsteløn på omkring 100 kroner i timen. (Foto: SPENCER PLATT © Scanpix)
  • Tulsi Gabbard. Blev valgt ind i Repræsentanternes Hus i 2012 for Hawaii. Har gjort tjeneste i Irak og været imod USA's militære interventioner. Til mærkesager hører en reform af kriminallovgivningen, klimaindsats og sundhedsreform. (Foto: Scott Audette)
1 / 3
Facebook
Twitter