Joe Biden indfører nye krav i kampen mod uvaccinerede: 'Folk, der ikke behøver at dø, vil dø'

Alle uvaccinerede føderalt ansatte i USA skal nu bære mundbind, siger Joe Biden.

Joe Biden kæmper for at få flere coronavaccineret. (Foto: Saul LOEB © Ritzau Scanpix)

Amerikanerne var først til at udvikle coronavaccinen og noget nær verdensmestre i at få sat gang i vaccinationerne. Men siden foråret er det gået stærkt ned ad bakke med at få færdigvaccineret den amerikanske befolkning.

Derfor tager præsident Joe Biden nye midler i brug og vil blandt andet have at alle føderalt ansatte, som ikke er blevet coronavaccineret, skal bære mundbind, når de møder fysisk på arbejde.

- Enhver, der ikke er vaccineret, bliver pålagt at bære mundbind, at blive testet en til to gange ugentligt for at se, om de har fået Covid, holde afstand og ikke at rejse i forbindelse med arbejdet, sagde præsidenten.

De samme krav vil gælde for firmaer, som er ansat til opgaver af regeringen. Det svarer, ifølge nyhedsbureauet AFP, til omkring fire millioner ansatte.

- Vi kommer med flere tiltag, der skal få ikke-vaccinerede amerikanere til at blive det, sagde præsident Joe Biden.

Anti-vaccine-demonstration i Central Park i New York City i sidste uge. (Foto: David Dee Delgado © Ritzau Scanpix)

99 procent af dødsfald er blandt uvaccinerede

Næsten halvdelen af den amerikanske befolkning er færdigvaccineret mod covid-19, ifølge officielle tal fra USA.

Men ikke desto mindre har landet efter mange uger med faldende smittetal oplevet en ny stigning i antallet af smittede.

Og det er, ifølge Joe Biden, et resultat af den meget smitsomme deltavariant, der spredes, hvilket forværres af en 'pandemi af uvaccinerede'.

- Folk, der ikke behøver at dø, dør og vil dø, sagde præsident Joe Biden.

I sidste måned viste en undersøgelse, at over 99 procent af covid-19-dødsfaldene har været blandt de uvaccinerede.

- Biden-regeringen håber selvfølgelig, at den kan få USA tilbage i førersædet i forhold vaccinationer, men indtil videre har alle mulige incitamenter ikke været nok, siger DR Nyheders udlandsmedarbejder, Lasse Engelbrecht, der har stort kendskab til USA.

Herunder kan du se et klip fra præsident Joe Bidens tale i Det Hvide Hus i går:

Regulære vaccinekrav er droppet

Det er især det sydlige og det vestlige USA, der lige nu oplever covid-udbrud, hvor antallet af færdigvaccinerede halter efter.

- Der har altid været stærk vaccinemodstand i USA, men gennem det seneste år har tidligere præsident Trump og republikanerne haft held med at gøre corona-restriktioner og vaccine til en republikansk mærkesag. Mange ser vaccine og restriktioner som den føderale regerings forsøg på at kontrollere deres adfærd, siger Lasse Engelbrecht.

Præsident Joe Biden og alle ansatte i Det Hvide Hus skal nu bære mundbind igen. (Foto: EVELYN HOCKSTEIN © Ritzau Scanpix)

Amerikanerne er generelt set ikke glade for at få dikteret alt for meget ovenfra. Så selvom der der har været overvejelser om regulære vaccinekrav, er det indtil videre blevet droppet, forklarer DR's udlandsmedarbejder, Lasse Engelbrecht.

- Den amerikanske præsident er udmærket klar over hvor politisk og hvor dyb vaccineskepsissen er, siger han.

Facebook
Twitter