2,2 kilometer over havets overflade ligger San Cristóbal i det sydlige Mexico. Under den mexicanske sol er der ikke mange tegn på, at en pandemi er i gang. Lokalt tv viser engang imellem en notits om, at man skal vaske sine hænder. Men ellers fortsætter hverdagen.
I en Airbnb-bolig er Johanne Kohlmetz og kæresten, Mads Bordinggaard, lørdag aften dansk tid i fuld gang med at pakke rygsækkene sammen, før de bliver kørt i lufthavnen.
Ved sekstiden afgår deres fly fra Mexico til Danmark og dermed afbrydes deres planlagte tre måneders ferie efter blot en måned. De danske myndigheder opfordrede fredag landets borgere til at vende hjem fra deres rejser midt i coronaviruspandemien, og det fulgte Johanne Kohlmetz og kæresten med stor bevågenhed fra de mexicanske bjerge.
- Det var mildest talt stressende i går, og det er jo en helt absurd situation, da alt er fuldkommen udramatisk her, siger Johanne Kohlmetz over en forbindelse fra Mexico.
Parret har netop pakket deres rygsække og sagt farvel til dette syn:
Hun er influencer og blogger, 24 år og efterhånden rimelig afklaret om situationen.
Men mens isbilen kørte forbi udenfor, og solen skinnede, sad hun og kæresten i går og febrilsk ledte efter en flybillet hjem til Danmark, mens priserne steg.
- Kan vi overhovedet komme hjem? Kan vi komme igennem USA? Er det sikkert? Skal vi i karantæne? Det var noget af det, der kørte gennem hovedet. Og det er da en træls beslutning, og det endte med at være rigtig dyrt. Men det er den rette beslutning, siger Johanne Kohlmetz.
27.000 kroner og 12 timers ventetid hos forsikringsselskab
De to billetter, der skulle sikre parrets hjemrejse, endte med at koste 27.000 kroner. Parret ville ikke igennem USA, da de frygtede, at de kunne blive fanget der eller blive tvunget til at vende om.
- Og det var de penge, vi ellers skulle rejse for i to måneder, siger hun. De ved endnu ikke, om forsikringen dækker efter at have været i telefonkø i 12 timer.
Parret havde planlagt at skulle rejse videre rundt i Mexico, før en stor bil og halvanden måneds roadtrip ventede dem i USA. Men sådan skulle det ikke være. Fredag opfordrede Udenrigsministeriet alle rejsende danskere til at vende hjem. Og senere forklarede statsminister Mette Frederiksen (S) med alvorstung mine, at Danmark var nødt til at lukke grænserne.
- Vi har det sådan, at vi gør det, vi får besked på. Nu er ikke tiden til at beklage os alt for meget over, at vi ikke kan backpacke, tage på skiferie og sådan noget. Det er alt for priviligeret at være bitter over, at ens planer ændrer sig, når en global pandemi er i gang. Så er mit eventur ude i verden heller ikke vigtigere, siger Johanne Kohlmetz.
- Det er selvfølgelig træls, men det er det rette at gøre.
Mexico har per dags dato 26 bekræftede tilfælde af Covid-19, mens Danmark har 827 bekræftede tilfælde og lørdag registrede de første dødsfald. Så hvorfor ikke blive i Mexico?
- Det var også planen for måske fire dage siden. Men med alle meldingerne fra myndighederne og nyheder fra hele verden er det lidt svært at finde hoved og hale i, hvor omfattende det er rundt omkring. Vil man risikere at være fanget i et land med et dårligere sundhedssystem? spørger Johanne Kohlmetz.
De er dog ikke bange, understreger hun. Det er underligt, at der er så fredeligt omkring dem, mens de kan læse, at Danmark er vendt på hovedet.
- Det er mest af alt bare en absurd og uvirkelig situation.
Tager i selvvalgt karantæne
Mads Bordinggaard og Johanne Kohlmetz forventer at være hjemme i Danmark ved 18-tiden søndag.
Og i lufthavnen forventer de ikke den store modtagelse. Den har de nemlig frabedt sig.
- Vi synes, det ville være lidt mærkeligt at bruge 27.000 kroner på at afbryde en rejse for så ikke at tage nogen forholdsregler, når vi kommer hjem, siger Johanne Kohlmetz.
Til gengæld venter der dem en bil fuld af mad. Den skal transportere dem til deres selvvalgte 14 dages karantæne i et sommerhus i Rudkøbing, før de vender tilbage til hverdagen i Odense.
Og så håber de på at kunne genoptage rejsen, når pandemien har lagt sig.
- Vi håber bare på at kunne fortsætte, hvor vi slap om et års tid eller sådan noget. Det her er bare omstændigheder, man ikke kan gøre noget ved.