Johannes Langkilde: Angrebet er et definerende øjeblik for Trump

Nattens amerikanske angreb mod Syrien vil blive et vigtigt øjeblik for Trumps præsidentskab, vurderer DR's USA-korrespondent.

Præsident Donald Trump talte om det amerikanske angreb på den syriske luftbase i en Mar-a-Lago ejendom. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Med USA's angreb mod en syrisk luftbase i nat ser vi en præsident Trump træde i karakter.

Det vurderer DR’s USA-korrespondent, Johannes Langkilde, efter angrebet, som er det første direkte militære skridt, USA har taget over for Syriens præsident Bashad al-Assad.

- Det her kan blive et definerede øjeblik for, hvordan han fremover vil bedrive sikkerheds- og udenrigspolitik. Han er i en eller anden grad styrket, fordi han står bag det, han har sagt, han ville gøre, siger Johannes Langkilde.

Angrebet kommer som reaktion på det, USA mener, er den syriske regerings brug af kemiske våben i et angreb i Idlib-provinsen tirsdag. Et angreb som kostede mindst 86 mennesker livet.

Nattens amerikanske angreb får ifølge Johannes Langkilde overvejende ros fra både republikansk og demokratisk side. Flere mener, at Bashad al-Assad nu får, hvad han har fortjent.

- Nu gør Trump det, han har kritiseret Obama for ikke at gøre – nemlig at lade hammeren falde, når Assad bruger kemiske våben. Det er et klart signal om, at det vil man ikke tolerere, siger Johannes Langkilde.

Bad ikke Kongressen om lov

Donald Trump havde ikke bedt den amerikanske kongres om godkendelse, inden nattens angreb. Og ifølge den amerikanske forfatning kan præsidenten først sende USA i krig, hvis godkendelsen fra Kongressen er i hus.

- Man gør, hvad man kan for at signalere, at det var et enkeltstående angreb. Ikke desto mindre er det et stort og omfattende angreb, som er en krigslignende handling, siger Johannes Langkilde.

Derudover pointerer USA, at man har gjort, hvad man kunne for at undgå personel skade. I stedet har man ifølge Johannes Langkilde primært haft fokus på materiel skade. Af den årsag har USA på forhånd informeret Rusland, der kæmper på Syriens præsident, Bashad al-Assads, side om angrebet.