Johnson på brexit-charmetur: Macron bed bare ikke på hans største ønske

Den britiske premierminister vil have genforhandlet den brexit-aftale, der allerede er forhandlet på plads med EU.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron og den britiske premierminister Boris Johnson har i dag diskuteret brexit. Macron udelukker, at brexit-aftalen kan genforhandles. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Charmeoffensiven er i fuld gang.

For den nyslåede britiske premierminister Boris Johnson forsøger ihærdigt at overbevise Europas statsledere om, at aftalen for Storbritanniens udtræden af EU skal genforhandles, og at det såkaldte bagstop skal skrottes.

I dag var det så Paris og præsident Emmanuel Macrons tur til at få besøg.

Men de to lederes modstridende positioner var der ingen tvivl om.

- Det er ikke op til et enkelt EU-land at forhandle om denne aftale. Men jeg må understrege, at nøgledele i aftalen, som for eksempel det irske bagstop, er uundværlig garanti til at bevare stabiliteten i Irland, lød det blandt andet fra Macron.

Boris Johnson går stadig efter at lande en anden løsning med EU.

- Jeg er sikker på, at vi med energi og kreativitet kan nå frem til en ny aftale, sagde han.

Macron havde allerede inden mødet slået fast, at det er udelukket, at brexit-aftalen på ny vil blive genforhandlet.

En aftale, der ikke er flertal for i det britiske parlament.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, gav i går Boris Johnson 30 dage til præsentere alternative forslag til den omstridte bagstopper, som han mandag kaldte for "udemokratisk".

Samme melding fik han fra Macron i dag.

Backstop skal fejes af bordet

Det såkaldte backstop skal sikre, at der ikke kommer en hård grænse mellem Nordirland og EU-medlemslandet Irland, hvis EU og Storbritannien ikke kan blive enige om en aftale for frihandel.

Og Boris Johnson frygter, at aftalen i praksis vil betyde, at briterne bindes til EU-regler for evig tid.

Hans mission er derfor klar: Han vil have fejet backstop-garantien helt af bordet, men det afviser EU indtil videre.

Mandag sendte formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, et tweet ud, hvor han helt udelukkede det.

Spørgsmålet om backstoppen har været den største hindring i forhold til den skilsmisseaftale, Theresa May forhandlede på plads med Bruxelles i 2018.

Aftalen er blevet nedstemt tre gange i det britiske parlament.

Får kritik for ikke at have en løsning

Storbritannien træder efter planen ud af EU den 31. oktober - og det bliver uden en aftale, hvis ikke det britiske parlament og EU kan nå til enighed.

Theresa May overlod i juli i år brexit-forhandlingerne og posten som premierminister til Boris Johnson.

Og han har siden kæmpet for at få enderne til at mødes mellem EU og det britiske parlament. I stedet for backstoppen foreslår Johnson det, han kalder for "alternative ordninger" baseret på teknologiske løsninger.

Men den plan får kritik for ikke at være realistisk, fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen:

- Boris Johnson bliver både i EU og her i Storbritannien kritiseret for ikke at have en alternativ strategi. Han ved på forhånd, at EU vil sige nej til det, han kræver. Folk vil vide, hvad hans plan er for at undgå, at briterne træder ud af EU uden en aftale.

Lørdag står Johnson igen ansigt til ansigt med flere magtfulde ledere, når han deltager i et to dage langt topmøde i G7 i Biarritz i Frankrig.

Facebook
Twitter