Journalist blev dræbt efter at have afsløret flere korruptionssager. Nu får familien en undskyldning fra Maltas premierminister

'Vi er stadig langt fra målet', lyder det fra søsteren til journalisten Daphne Caruana Galizia, der blev myrdet i 2017.

I den maltesiske hovedstad Valletta blev der i 2017 lavet en mindeplads for journalist og blogger Daphne Caruana Galizia, der blev dræbt af en bilbombe. (Foto: Matthew Mirabelli © Ritzau Scanpix)

Daphne Caruana Galizias familie har længe kendt svaret.

For lige siden, hun blev dræbt af en bilbombe tilbage i 2017, har der for dem ikke været nogen tvivl om, at det var på grund af hendes arbejde som journalist og hendes afsløringer af korruption i toppen af det maltesiske samfund.

De har også altid været sikre på, at attentatet skete, fordi de maltesiske myndigheder, hvis opgave det var at passe på hende - svigtede og ikke tog truslen mod hendes liv seriøst.

Nu står samme konklusion så sort på hvidt i en over 400 lang sider rapport, der i går blev offentliggjort og satte et foreløbigt punktum på en over to år lang undersøgelse:

At staten bærer ansvaret for, at den 57-årige journalist kunne blive myrdet, fordi den har holdt hånden under en kultur, hvor magtfulde personer i den politiske top har kunnet handle ustraffet.

Alligevel er der ikke overvældende tilfredshed eller jubel i stemmen hos Corinne Vella, der er Daphne Caruana Galizia søster.

- Der er jo ikke noget banebrydende, vi ikke vidste før, men undersøgelsen bekræfter det, vi har tænkt fra begyndelsen: At Daphnes død kunne være forhindret. At den skulle være forhindret, siger Corinne Vella til DR Nyheder.

Attentatet på Daphne Caruana Galizia chokerede ikke bare Malta, men fik journalister og menneskerettighedsforkæmpere over hele Europa til at kræve retfærdighed og en grundig uvildig efterforskning af mordet.

For Daphne Caruana Galizia var ikke en hvilken som helst journalist. Hun var kendt for sine ustoppelige afsløringer af korruption blandt landets politiske elite.

Det kostede hende livet, mener familien, som nu får opbakning fra undersøgelsen, som flere juridiske dommere har udarbejdet.

Daphne Caruana Galizias søn, Paul, er tilfreds med, at undersøgelsen bakker familiens mistanke op:

Stadig lang vej endnu

For familien validerer og genopretter undersøgelsen Daphne Cauruana Galizias ry og fremhæver vigtigheden af hendes journalistiske virke efter en tid, hvor hun ifølge søsteren blev udpeget som en modstander af regeringen.

Selvom Corinne Vella gerne vil glædes over, at det rent faktisk lykkedes at få iværksat en offentlig uvildig undersøgelse, og at den nu er afsluttet, er det for tidligt at fejre.

- Min søster var offer for en utrættelig, forfærdelig politisk propaganda-kampagne helt ude af proportioner, og det førte til hendes død, siger hun og fortsætter:

- Daphne blev dræbt for fire år, men omstændighederne, som tillod det at ske, blev jo bygget op over flere år.

Store demonstrationer mod korruption og over mordet på Daphne Caruana Galizia førte i 2019 til, at daværende premierminister Joseph Muscat gik af. Her ses Rose og Michael Vella, der er forældre til Daphne Caruana Galizia. (Foto: Darrin Zammit Lupi © Ritzau Scanpix)

Så der er ifølge Corinne Vella stadig langt endnu. For sagen er større og handler om mere end bare hendes familie. Det handler om at sikre, at intet lignende nogensinde sker igen.

Pligt til at undskylde

Maltas nuværende premierminister, Robert Abela, kaldte i går sagen og forløbet en “mørk periode i vores lands historie” og siger, at det er hans “pligt at undskylde” - ikke bare til Caruana Galizias familie, men til alle der har været berørt.

- Jeg blev udpeget som premierminister, efter den offentlige høring om mordet var gået i gang. Men jeg er premierminster nu, så det er min opgave at undskylde for statens mangler, lød det fra ham i fredags.

I går stillede han sig så op foran politikerne i parlamentet og sagde noget tilsvarende, men understregede dog samtidig, at regeringen i dag er en anden end den, han i 2019 overtog fra Jospeh Muscat, som trådte tilbage efter omfattende demonstrationer.

For Corinne Vella er undskyldningen fra premierministeren en start - men heller ikke mere end det. Og skulle man få den idé, at undersøgelsen skal ses som en form for afslutning på sagen, kan man godt tro om igen. For der er langt til mål, påpeger hun.

- Hans overordnede tone, undskyldningen, og det at parlamentet nu skal diskutere undersøgelsen er første skridt. Men det skal efterfølges af handlinger, alle skal holdes ansvarlige.

Corinne Vella, søster til den dræbte journalist Daphne Curana Galizia. Foto: DR Nyheder

Kræver reformer

I et meget klart og tydeligt sprog gør hun det klart, hvad målet for hende og Daphne Caruana Galizias familie er:

- At regeringen rent faktisk får implementeret anbefalinger og konklusionerne fra undersøgelsen. Beskyttelses-mekanismer for journalister var stort set ikke-eksisterende dengang og er det stadig i dag. Der skal lægges en plan med en fast tidsramme, og det skal forpligte, siger hun med henvisning til premierministeren.

Blandt anbefalingerne i undersøgelsen er blandt andet:

  • En lov, der kriminaliserer repræsentanter for og med tilknytning til regeringen, hvis de forsøger at hindre en efterforskning.

  • En særlig magmisbrugslov for embedsmænd.

  • Nedsættelse af et særligt ekspertudvalg, der skal undersøge vilkårene for journalistik på Malta.

  • Oprettelse af en særlig politienhed, der skal identificere trusler mod journalister. Politiet skal hurtigt iværksætte efterforskninger af forhold, undersøgende journalister graver frem.

Til oktober er det fire år siden, hendes søster blev dræbt, og næsten tre år siden familien anmodede om at få iværksat en uafhængig offentlig høring for at komme til bunds i sagen.

For at få svar og få placeret et ansvar og måske vigtigst af alt, påpeger Corinne Vella, at få ændret systemet, så det aldrig sker igen, at en journalist bliver myrdet alene på grund af sit arbejde.

Derfor lader hun sig heller ikke slå ud af, at nogle af de politikere, der sad i regeringen, da hendes søster blev dræbt, er der endnu.

- Hun sagde selv, at hun var mål for en politisk propaganda-kampagne. Og nu har vi det officielt dokumenteret, at det ikke bare er vores opfattelse. Det bliver nu præsenteret for regeringen, hvis opgave det er at føre os fremad, siger Corinne Vella.

- Det handler ikke om at skyde skylden på nogen bestemt. Det, der betyder noget, er, at vi får sikret, at det første mord på en undersøgende journalist her bliver det sidste.

Facebook
Twitter