Khashoggi-sagen

Journalist frygtes dræbt på saudiarabisk konsulat i Tyrkiet

En kritisk journalist har været meldt savnet i fire dage efter besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

(Foto: Emrah Gurel © Ritzau Scanpix)

De tyrkiske myndigheder tror, at en prominent saudiarabisk journalist er blevet dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske by Istanbul.

Det oplyser to tyrkiske kilder.

Journalisten Jamal Khashoggi forsvandt for fire dage siden, efter at han begav sig ind på det saudiarabiske konsulat.

- Det tyrkiske politis indledende vurdering er, at Khashoggi er blevet dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, siger en tyrkisk embedsmand.

- Vi tror, at drabet var planlagt, og at liget efterfølgende er blevet fjernet fra konsulatet, siger en tyrkisk embedsmand.

Khashoggi, der har skrevet kritisk om Saudi-Arabiens politik i blandt andet Washington Post, har de seneste år levet i eksil i Washington af frygt for forfølgelse.

Tirsdag besøgte han konsulatet for at få ordnet nogle dokumenter i forbindelse med sit forestående bryllup. Khashoggis forlovede ventede foran konsulatet, hvor han aldrig kom ud igen, oplyser hun.

Det saudiarabiske konsulat benægter alle anklager, som konsulatet i en meddelelse kalder ubegrundede.

Et hold af saudiarabiske sikkerhedsfolk er lørdag ankommet til Istanbul for at medvirke til efterforskningen af journalistens forsvinden, lyder det videre i meddelelsen.

Den tyrkiske anklagemyndighed har igangsat en efterforskning af sagen, og en talsmand fra den tyrkiske præsident Erdogans regering oplyser, at myndighederne har sat sig for at finde frem til journalisten.

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, sagde tidligere på ugen, at Tyrkiet kan få lov til at gennemsøge konsulatet.

- Vi har intet at skjule, lød det blandt andet fra kronprinsen.

Khashoggis forsvinden kan forværre det i forvejen anspændte forhold mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter