Journalist om 'kæmpe skandale': Helt vildt at politiet overvåger Brasiliens præsident

En lækket lydoptagelse fra politiet mellem den nuværende og tidligere præsident skaber uro i Brasilien.

Den nuværende brasilianske præsident, Dilma Rousseff (midten) sammen med den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva (th.) på et billede taget i Lula da Silvas hjem forleden. (Foto: INSTITUTO LULA DA SILVA / HANDOU)

DR's journalist i Brasilien har næsten ikke ord for det, der foregår i Brasilien lige nu.

- Det er en kæmpe skandale, siger Kristian Almblad.

Sagen handler om korruption og har taget en ny drejning efter offentliggørelsen af en lydoptagelse fra politiet, hvor Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, taler i telefon med den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva.

Her lover hun ham at sende et officielt dekret, der udnævner ham til stabschef, som han kan gøre brug af 'om nødvendigt'.

- Den her samtale er på alle måder historisk. Det, der bliver sagt, er jo noget, der voldsomt mistænkeliggør præsidentens motiver for at udnævne sin forgænger til ny stabschef, siger Kristian Almblad.

- Men det er også fantastisk, at politiet faktisk har de her optagelser. Det vil sige, at politiet i Brasilien overvåger Brasiliens præsident. Og politiet og en dommer vælger at offentliggøre den her samtale. Det er helt vildt.

Folk udlægger telefonsamtalen som om, at Lula kun bliver udnævnt stabschef, så han ikke kan blive fængslet i korruptionssagen. For en stabschef kan kun dømmes ved højesteret, og kritikere forventer, at en eventuel sag mod ham dermed vil trække ud.

Det førte til uro demonstrationer flere steder i Brasilien i aftes.

  • Korruptionssagen fra Brasilien

  • Det er en kæmpe korruptionssag, der har stået på i to år, fortæller DR's journalist i Brasilien, Kristian Almblad.

  • Via det statsejede olieselskab Petrobras har man sørget for at overfakturere nogle ordrer. De penge, som ikke er fremgået af regnskaberne, har man kanaliseret tilbage til politikernes lommer, partikasserne eller forretningsfolk. Det handler ifølge Kristian Almblad om milliarder af kroner.

  • Indtil nu er den nuværende præsident, Dilma Rousseff, kun indirekte involveret i sagen, fordi hun har et tæt forhold til den tidligere præsident Lula da Silva, der er under kraftig mistanke.

  • Demonstranter kræver dog en rigsretssag for at få Dilma Rousseff afsat som præsident, fordi hun måske spiller en rolle i sagen.

Facebook
Twitter