Journalisters hjem undersøgt i Tyrkiet

Tyrkisk politi har lavet razziaer hos journalister og tidligere efterretningsagenter i jagten på folk de mistænker for at ville vælte regeringen.

Den tyrkiske regeringsleder Tayyip Erdogan, afviser beskyldninger om, at han vil begrænse ytringsfriheden. (Foto: © HENNINGÂ KAISER, Scanpix)

Politiet i Tyrkiet har slået til mod journalister og tidligere efterretningsofficerer. Deres hjem er blevet undersøgt som led i en efterforskning af et formodet netværk, der beskyldes for at ville vælte den islamisk-baserede regering i Ankara.

Politiet undersøgte computere, notater og bøger hos en række journalister.

400 er allerede anklaget

En af journalisterne, hvis hjem blev udsat for en razzia, er Ahmet Sik, som allerede er tiltalt for at have været med til at skrive en kritisk bog om myndighedernes håndtering og efterforskning af det såkaldte Ergenekon-netværk.

Omkring 400 journalister, politikere, akademikere og pensionerede militærfolk er anklaget for at have været med i netværket, som beskyldes for at have forsøgt at vælte premierminister Tayyip Erdogans regering i 2003.

Politiet har opdaget et udkast til en bog, som Ahmet Sik har skrevet. Den fokuserer på religiøse grupper i politiet. Udkastet blev fundet på en computer, som blev beslaglagt i sidste måned under en razzia mod systemkritikeres hjemmeside Oda TV.

Pressefriheden under angreb

Tre journalister, der arbejder på hjemmesiden Oda TV, blev fængslet for 14 dage siden. Kritikere siger, at pressefriheden er under angreb i Tyrkiet og USA har udtrykt bekymring over udviklingen.

Tayyip Erdogan afviser, at hans regering skulle forsøge at lukke munden på journalister i landet..