Juncker sår tvivl om Rumæniens evner som formandsland

Politisk uro og splittelse i Rumænien får EU's kommissionsformand til at tvivle på, om landet kan samle EU.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker sår tvivl om Rumæniens evner som formandsland for EU. (Foto: Frederick Florin / AFP © Ritzau Scanpix)

På tirsdag, når vi går ind i 2019, overtager Rumænien det roterende EU-formandskab i de næste seks måneder.

Men formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, sætter spørgsmålstegn ved, om Rumænien - der er præget af dyb politisk splittelse - er klar til opgaven.

Landet er "teknisk velforberedt", mener kommissionsformanden.

- Men jeg tror, at regeringen i Bukarest endnu ikke har forstået til fulde, hvad det vil sige at have formandskabet over EU-landene, siger Juncker i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag.

Splittet og præget af politisk uro

I mange af de forhandlinger, EU-formandslandet typisk leder, er det nødvendigt at "være parat til at lytte til andre og have en fast vilje til at sætte sine egne ønsker til side. Jeg har nogle tvivl på det område", siger Juncker.

Han peger også på, at Rumænien er dybt splittet og præget af politisk uro.

Normalt er det sådan i Rumænien, at præsidenten er leder af staten, mens det er premierministeren, der er leder af regeringen.

Men sådan forholder det sig reelt ikke for tiden. I stedet er det formanden for Rumæniens socialdemokratiske parti, Liviu Dragnea, som bag kulisserne styrer premierminister Viorica Dancila og regeringen.

Dragnea må ikke besidde premierministerposten, fordi han i 2016 blev dømt for valgsnyd. I juni blev han idømt tre et halvt års fængsel for diverse lovovertrædelser forbundet med sit embede. Han har appelleret dommen.

Præsident: Rumænien er ikke klar

Desuden har der gennem længere tid været en konflikt mellem Dragnea og præsident Klaus Iohannis.

I november sagde præsidenten åbent, at Rumænien ikke er klar til at overtage EU-formandskabet.

Det fik Dragnea til at bede sine partifæller finde ud af, hvordan man kan retsforfølge præsidenten for forræderi på grund af den udtalelse.

I interviewet med Welt am Sonntag siger Juncker, at den hjemlige politiske situation betyder, at Rumænien får svært ved at fremstå som en "samlet enhed".

- Der bliver nødt til at være en samlet front i hjemlandet for at skabe samling i Europa og under formandskabet, siger Juncker til den tyske avis.

I en fælles udtalelse forsikrer Rumæniens udenrigsminister, Teodor Melescanu, og landets europaminister, George Ciamba, om, at regeringen "ikke vil eksportere sine indenrigspolitiske meningsforskelle", skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Det næste halvår i EU ventes at blive et travlt et af slagsen. Brexit skal falde på plads, i slutningen af maj er der valg til Europa-Parlamentet, og EU's budgetramme for 2021 til 2027 er også på dagsordenen.

/ritzau/AP

Facebook
Twitter