Juraprofessor står til sejr ved første valgrunde i Tunesien

Ifølge valgstedsmåling skal partiløs professor i anden valgrunde med en fængslet præsidentkandidat.

Kais Saied ses her kysse det tunesiske flag ved en valgfest i hovedstaden Tunis på valgaftenen. (Foto: ZOUBEIR SOUISSI © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

I går blev første valgrunde til præsidentposten i Tunesien afholdt, og ifølge valgstedsmålinger fra analyseinstituttet Sigma Conseil fik den partiløse Kais Saied flest stemmer, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Det forhindrede dog ikke 61-årige Kais Saied i allerede i aftes at erklære sig som vinder af første runde.

Den konservative Saied, der er professor i forfatningsret, var forholdsvis ukendt inden valget, men har været fremtrædende i de seneste måneder og i valgkampens slutspurt.

Ifølge målingen fra Sigma Conseil har Kais Saied fået 19,5 procent af stemmerne.

Den kandidat, der har fået næstflest stemmer, er Nabil Karoui, som er sigtet for økonomisk kriminalitet og har ført valgkamp fra fængslet. Han har ifølge valgstedsmålingen fået opbakning fra 15,5 procent af vælgerne.

Dermed ser det ud til, at den anden og afgørende valgrunde ved præsidentvalget skal stå mellem Saied og Karoui.

Datoen for anden valgrunde bliver først offentliggjort, når valgresultatet af første runde foreligger, men det skal senest finde sted 23. oktober.

Den nuværende premierminister, Yousef Chahed, der var anset som en favoritterne, måtte nøjes med en beskeden femteplads ifølge valgstedsmålingen.

Valget skulle egentlig have været afholdt 17. november, men det blev fremskyndet, efter at den tidligere præsident Beji Caid Essebsi døde i juni.

/ritzau/