Tema Krigen i Syrien

Juridisk smuthul giver håb for Syriens ofre

Ofre og efterladte med dobbelt statsborgerskab kan være nøglen til at retsforfølge det syriske regime.

Et internationalt hold af advokater fører sagen ved et domstol i Madrid. (© Channel 4)

Titusinder af mennesker er forsvundet i Syrien, mens de har været i styrets varetægt.

FN har anklaget det syriske regime for at dræbe, voldtage, torturere og udrydde fanger. Indtil videre har det dog ikke været muligt at åbne en sag mod regeringen ved Den Internationale Straffedomstol, fordi Rusland og Kina har nedlagt veto i Sikkerhedsrådet.

Men nu har advokater måske fundet et smuthul, så sagerne om overgreb mod fanger kan komme for retten alligevel.

Den spanske sag

En syrisk kvinde i Spanien har rejst en sag mod Assad-regimet for tortur og drab på sin bror. Det kan hun gøre, fordi hun både har syrisk og spansk statsborgerskab.

DR1 i aften

Få hele historien i Horisont, mandag klokken 21:55 på DR1.

I sagsanlægget omtales kvinden som et "indirekte offer", og ni personer er nævnt ved navn – blandt dem ledere af Syriens efterretningstjenester. Målet er at få udstedt en international arrestordre, så de ni kan pågribes, hvis de rejser ud af Syrien.

Sagen føres af internationalt anerkendte menneskeretsadvokater ved en domstol i Madrid. Skaberne af den britiske tv-dokumentar 'Syriens fængsler', der vises i Horisont på DR1 i aften, siger i et interview, at lignende sager kan være på vej i Frankrig og Tyskland.

Advokaterne i sagen fra Spanien lægger vægt på, at spanske domstole tidligere har ført sager om krigsforbrydelser mod ledere fra Latinamerika, skriver Washington Post.

Billede af lig tilsendt

Avisen fortæller videre, at sagsøgeren i den spanske sag fik tilsendt et foto af sin dræbte bror på beskedtjenesten Whatsapp.

Billedet stammer fra de tusinder af foto af lig, som en afhopper med kodenavnet "Cæsar" i 2014 smuglede ud af Syrien - billeder, Cæsar selv havde taget i sit job som ligsynsfotograf for regimet.

De mange billeder er det hidtil tydeligste eksempel på, at regimet i Syrien nærmest er besat af dokumentation - og dermed selv producerer beviser om overgreb mod civilbefolkningen.