Kæmpeballon fløj ind over USA: Nu beklager Kina

Ifølge kineserne bruges ballonen til "meteorologiske og andre videnskabelige formål".

Tidligere i dag kom nyheden om, at en kæmpe overvågningsballon var blevet spottet over delstaten Montana i USA.

Et fartøj, som USA's forsvarsministerium, Pentagon, mente var kinesisk ejet, og som man havde holdt øje med i flere dage.

For kort tid siden har det kinesiske udenrigsministerium så meldt ud, at ballonen er kinesisk. Det skriver Reuters.

Ifølge udenrigsministeriet bruges ballonen til "meteorologiske og videnskabelig formål til "civilt brug", og at man beklager, at den er fløjet ind på amerikansk territorium.

Samtidig understreger udenrigsministeriet, at man er i tæt kontakt med USA om håndteringen af den "uventede situation".

Et billede, hvor man lidt bedre kan se det udstyr, der er på ballonen. (Foto: © Chase Doak, Ritzau Scanpix)

Formoder, at den bruges til overvågning

En talsmand fra Pentagon oplyste på en pressekonference i nat, at man formoder, at ballonen bliver brugt til overvågning. Det baserer man på, at den er fløjet ind over flere "følsomme" steder i Montana.

Da den blev observeret for flere dage siden, sørgede myndighederne for hurtigt at beskytte følsomme oplysninger, der eventuelt kunne opfanges af ballonen, sagde talsmanden.

Hvor stor, overvågningsballonen præcist er, vil Pentagon ikke oplyse om. Men tidligere i dag beskrev kilder til CNN, at den var på størrelse "med tre busser".

Talspersonen for det kinesiske udenrigsministerium, Mao Ning, sagde tidligere i dag, at man er i tæt dialog med USA om håndteringen af ballonen. (Foto: © Thomas Peter, Ritzau Scanpix)

Den amerikanske præsident, Joe Biden, blev orienteret om ballonen, da den kom ind i amerikansk luftrum. Den har angiveligt tidligere bevæget sig over både Alaska og Canada.

Kinas ambassadør i Canada er i den forbindelse blevet indkaldt til samtale i udenrigsministeriet i Canada, oplyser en talsmand til Reuters.

Ifølge Pentagons vurdering har ballonen "begrænset værdi", set fra et efterretningsmæssigt synspunkt, og man besluttede, at det var til større fare at skyde ballonen ned, da vragdele kunne forårsage skader.

- Ballonen bevæger sig lige nu i en højde langt over den kommercielle lufttrafik og udgør i øjeblikket ingen militær eller fysisk trussel mod folk på jorden, sagde brigadegeneral Patrick Snyder i nat.

Pentagon tilføjede, at man ved tidligere lejligheder har observeret lignende overvågningsballoner over USA - også før præsident Bidens tid.