Kæmpeshow med fyrværkeri og en flyvende mand: Franskmændene fejrer nationaldag

Storstilet militærshow i Paris markerer den franske nationaldag, Bastilledagen.

Tusindvis af franskmænd var her til formiddag mødt op ved boulevarden Champs-Élysées i det centrale Paris for at se det traditionsrige mililtærshow og militærparaden, der årligt markerer fejringen af den franske nationaldag, Bastilledagen.

I år omfattede paraden hele 4.300 soldater, 196 køretøjer, 237 heste, 69 fly, 39 helikoptere og en flyvende mand, som bevægede sig fra Triumfbuen ned til Place de la Concorde.

Her havde præsident Emmanuel Macron indfundet sig sammen med repræsentanter fra Frankrigs allierede nationer. Blandt andre den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Danmarks forsvarsminister Trine Bramsen.

På Bastilledagen for tre år siden blev 86 mennesker dræbt på strandpromenaden Promenade des Anglais i Nice, da den fransk-tunesiske gerningsmand Mohamed Lahouaiej Bouhlel kørte en lastbil ind i menneskemængden.

Ofrene for angrebet på Bastilledagen i 2016 blev i går mindet med fyrværkeri over havet ved byens strandpromenade.

Facebook
Twitter