Kaldte dykker i grotteaktion for pædofil: Nu skal Elon Musk forklare sig i retten

Dommer i Los Angeles har afvist Tesla-topchefens forsøg på at stoppe sagen.

Den canadisk-amerikanske Tesla-milliardær Elon Musk skal nu forklare for en dommer i Los Angeles, hvorfor han kaldte den britiske dykker Vernon Unsworth for pædofil. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

Et skænderi på det sociale medie Twitter kan nu koste erhvervsmanden Elon Musk en dom for æreskrænkelse og halv million kroner i erstatning til en britisk dykker.

Tirsdag 22. oktober skal Musk nemlig forklare ved en domstol i Los Angeles, hvorfor han kaldte dykkeren Vernon Unsworth for 'pedo guy' (pædofil, red.) i et tweet i juli sidste år.

Søgsmålet mod Elon Musk blev indgivet i september. Og en retssag er nu blevet berammet, efter at dommeren har sagt nej til Musks forsøg på at få sagen afvist, skriver AP.

Dykker fornærmede Musk

Pædofili-kommentaren faldt helt præcist 15. juli i forbindelse med den højspændte situation omkring redningen af 12 fodbolddrenge, der sad fanget i en underjordisk grotte i Thailand.

Her foreslog Elon Musk at komme drengene til undsætning med en specialbygget undervandsbåd i børnestørrelse, der skulle kunne navigere i grottens snævre passager.

Planen blev dog blankt afvist af Vernon Unsworth, der i et interview med tv-stationen CNN kaldte mangemilliardærens forslag for et 'PR stunt'.

Blandt andet udtalte Unsworth, der stod i spidsen for en gruppe af grotte-dykkere i Thailand, at Musk kunne stikke sin miniubåd "op hvor det gør ondt".

De 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner sad mellem 23. juni og 10. juli sidste år indespærret i Luang-grotten i det nordlige Thailand. De blev alle reddet med livet i behold. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

Gentagne pædofilianklager

Unsworths kommentarer fik Musk til at flyve til tasterne med sin pædofili-anklage, der nåede ud til de 22,5 millioner følgere, han har på Twitter.

Men her stoppede Elon Musk ikke. I en email til en journalist på mediet BuzzFeed antydede han angiveligt, at Unsworth, der har boet flere årtier i Thailand, er en af dem, der "voldtager børn".

63-årige Vernon Unsworth, der har boet i Thailand i flere årtier, havnede i et offentligt skænderi med Elon Musk, da han afviste mangemilliardærens forslag til en redningsmission. (Foto: Soe Zeya Tun © Scanpix)

Musk har siden da undskyldt sine anklager over for Unsworth på Twitter, men det har ikke fået dykkeren til at droppe sagen, der også kan koste Musk et forbud mod at komme med flere nedsættende ytringer.

Mundkurv fra børsmyndighed

Det er ikke mere end to uger siden, Elon Musk indgik en aftale med det amerikanske børstilsyn SEC, Securities and Exchange Commission, omkring sin brug af Twitter.

Ifølge Reuters har Musk sagt ja til drøfte sine ytringer om Teslas forretning med selskabets advokater inden en eventuel offentliggørelse på for eksempel Twitter.

Det sker, efter en sag om et tweet sidste år, hvor han luftede idéen om at afnotere Tesla fra børsen, hvilket udløste udsving på over ti procent i bilfabrikantens aktiekurs.

Elon Musk forlader en høring i retten i New York. Udover at have betalt 20 millioner dollars for et vildledende tweet om Teslas mulige afnotering af børsen, skal Musk konsultere Teslas advokater, før han tweeter om selskabets forretninger. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

- Overvejer at tage Tesla af børsen for 420 dollar. Finansieringen sikret, skrev Musk, og umiddelbart efter steg værdien af selskabet i en sådan grad, at Nasdaq-børsen for en periode lukkede for handel med aktien.

I september indvilgede Musk og Tesla i hver især at betale 20 millioner dollars til børsmyndigheden SEC for at have vildledt investorerne.

Overdrev produktionstal

Tidligere i år måtte Elon Musk endnu en gang trække i land efter et uheldigt tweet.

20. februar tweetede han, at Tesla ville producerede omkring 500.000 biler i 2019.

Men den påstand fik kun lov til at stå i et par timer på hans Twitter-profil, førend han måtte korrigere.

Model 3 er Teslas forsøg på at ramme et bredere publikum end med de tidligere modeller. Men elbilproducenten har skuffet markedet ved at levere færre biler end ventet, hvilket har fået investorerne til at tvivle på, hvor stor efterspørgslen er. (Foto: STEPHEN LAM © Scanpix)

I stedet skrev Musk, at Teslas årlige produktionstal formentlig ville ligge på omkring en halv million biler, men at forventningerne til indeværende år var 400.000 eksemplarer.

I 2016 var Musk ude med en melding om, at produktionen i 2018 ville ramme en halv million biler. Men ifølge Teslas årsrapport endte fabrikken med at bygge 254.530.

Facebook
Twitter