Kamp om gravsteder gør det ekstremt dyrt at dø i Kina

Pladsmangel får flere steder prisen på en gravplads til at overgå kvadratmeterprisen for en lejlighed. 

Mangel på gravpladser gør priserne på gravpladser som denne i Shanghai tårnhøje. (Foto: ALY SONG © Scanpix)

Det er ikke kun blandt levende indbyggere i Kina, at der er trængsel.

Afdøde er også kilde til pladsmangel i verdens mest folkerige nation, og det har fået prisen på gravpladser til at stige så meget, at det i de store byer ikke er unormalt at slippe over 90.000 kr. for en gravplads på én kvadratmeter.

Det skriver South China Morning Post.

I Shanghai er prisen for en gennemsnitlig gravplads, en såkaldt niche, steget med 40 procent siden 2015 til mere end 94.000 kr. Allerede dengang var 80 procent af byens gravpladser optaget.

Og noget tyder på, at der de næste år kun vil blive endnu større kamp om pladserne.

Afdøde skal rykkes sammen

Sidste år døde næsten 10 millioner mennesker i Kina, en stigning på 0,9 procent fra året før.

Cirka 241 millioner indbyggere i Kina var ved udgangen af 2017 over 60 år. Kinesere bliver i gennemsnit knap 76 år gamle.

Trods Kinas store areal er det mange steder ikke muligt at løse problemet ved at bygge flere gravpladser, fordi landjord til bebyggelse er en mangelvare.

Derfor vil den kinesiske regering nu forsøge at løse pladsproblemet ved at begrænse størrelsen på nicherne og rykke de afdøde tættere sammen.

En løsning, der ifølge professor for videnskab og teknologi ved Shanghai Universitet, Qiao Kuanyuan, er nødvendig for at udnytte den begrænsede plads bedst muligt.

- Det er et stort socialt spørgsmål. Regeringen er nødt til at lave planer, der sikrer, at alle døde mennesker får et hvilested, siger han til South China Morning Post.

Stolte traditioner for begravelser

Den kinesiske regering har flere gange forsøgt at regulere salget af gravpladser og promovere askespredning på havet som en løsning på pladsmanglen. Men begravelsestraditionerne i Kina er ikke sådan lige til at tage livet af.

Langt de fleste kinesere holder stadig fast i, at afdødes aske skal placeres i en niche.

De fleste nicher er omkring 0,5-1 kvadratmeter store, og de er som oftest placeret tæt sammen med andre nicher enten udendørs eller i store religiøse rum.

Facebook
Twitter