Kan 100.000 sultne ænder bekæmpe græshoppeplage?

Forsker foreslår at standse insektsværme i Pakistan med ænder. Dårlig ide, siger ekspert.

Græshoppeplagen i nabolandene kan slås ned med ænder, mener kinesisk forsker (arkivfoto). (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Milliarder af græshopper er i øjeblikket ved at æde sig igennem planter og afgrøder i Østafrika, Mellemøsten, Indien og Pakistan.

Sidstnævnte har nu indledt et samarbejde med naboen mod nord, Kina, for at få styr på situationen. Det kan nemlig hurtigt udvikle sig til en sultkatastrofe.

Seniorforsker Lu Lizhi fra Zhejiang Academy of Agricultural Sciences foreslår, at man gør brug af hans projekt med 100.000 ænder.

- En and er i stand til at æde over 200 græshopper om dagen, lyder hans vurdering til The Ningbo Evening News.

Her har det kinesiske medie CGTN optaget en stor andeflok:

Ekspert: Kemi er bedre i ørken

Man har angiveligt haft held med en lignende indsats i Xinjiang-regionen i det nordvestlige Kina for cirka tyve år siden. Lu Lizhi anser derfor ænderne som et "biologisk våben", der kan dræbe græshopperne mere effektivt end sprøjtemidler.

Men forholdene i Pakistan egner sig ikke til ænder, mener Zhang Long, der er professor ved China Agricultural University og en af de eksperter, som er udvalgt til at hjælpe mod græshoppeplagen.

- Ænder har behov for vand, og det er der ikke i Pakistans ørkenområder, hvor der er utroligt varmt, påpeger han.

I stedet peger han på kemiske eller biologiske pesticider som løsning på problemet.

Græshoppernes udbredelse:

Baseret på data fra FN’s landbrugsorganisation, FAO. Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard.

Kina har stor interesse i at standse græshoppesværmene, før de eventuelt bevæger sig fra Pakistan til Kina. Der er dog naturlige barrierer som blandt andet Himalaya-bjergkæden.

Afrikakorrespondent Søren Bendixen er stødt på græshoppesværmene i Kenya.

Rettelse: Opdateret med udtalelser fra eksperten, der problematiserer anvendelsen af ænderne i Pakistan. Rubrik og underrubrik er derfor ændret.