Kandidat-posen er rystet på tredjedagen: Tysk forsvarsminister kan være i spil til EU-toppost

Flere nye navne skulle være i spil til EU's topposter.

Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, kommer fra samme parti som kansler Angela Merkel. (Foto: SWEN PFORTNER © Scanpix)

Navnelegen er for alvor i gang i Bruxelles, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og EU’s resterende stats- og regeringschefer for tredje dag i træk forsøger at fordele de mest magtfulde poster i EU.

Det lykkedes hverken søndag eller mandag, hvor topmødet blev afbrudt efter 18 timers forhandlinger uden resultat.

Nu prøver stats- og regeringscheferne at teste andre modeller af for at få kabalen til at gå op.

Et af de nye navne, som bliver nævnt til posten som ny formand for Europa-Kommissionen, er den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen.

Hun kommer fra det kristenkonservative CDU-parti, som Tysklands kansler, Angela Merkel, også er medlem af. Og der bliver nu spekuleret i, om hun kan blive det kompromiskort, der kan få resten af kabalen til at falde på plads.

I de seneste dage har der ikke været tilstrækkelig med opbakning til de tre spidskandidater til posten – den kristenkonservative Manfred Weber, den socialdemokratiske Frans Timmermans og den liberale Margrethe Vestager.

Og allerede inden topmødet lød det fra Letlands konservative premierminister, at der var behov for at ryste kandidat-posen og overveje helt nye navne.

- De kandidater, der er blevet foreslået indtil videre, har ikke den samlende effekt, så vi bliver nødt til at udvide vores horisont, sagde han.

Andre poster skal på plads

Posten som kommissionsformand er ikke den eneste, der skal fordeles. Der skal nemlig laves en samlet pakke, hvor posterne som formand for Det Europæiske Råd og som EU’s udenrigschef også er i spil.

Hvis det ender med den kristenkonservative Ursula von der Leyen, vil man formentlig skulle vælge henholdsvis en liberal og en socialdemokrat til de andre poster.

Den socialdemokratiske spanske premierminister, Pedro Sánches, vil gerne have sin udenrigsminister, Josep Borrell, placeret på posten som EU’s udenrigschef.

Og når det gælder de liberale og rådsformandsposten, bliver den belgiske premierminister, Charles Michel, den hollandske premierminister, Mark Rutte, og Danmarks nu forhenværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), nævnt som mulige bud.

Bulgariens tidligere premierminister, socialdemokraten Sergey Stanishev, bliver nævnt som ny formand for Europa-Parlamentet, mens Margrethe Vestager kan blive ny første næstformand for Europa-Kommissionen.

Belgiens premierminister, Charles Michel, bliver nævnt som et bud på en ny rådsformand. (Foto: pool © Scanpix)

Topmøde præget af forsinkelser

Dagens topmøde skulle have været gået i gang klokken 11.00, men det blev gentagne gange udskudt.

Donald Tusk, der er formand for Det Europæiske Råd, havde nemlig behov for at mødes med stats- og regeringscheferne i enerum, før de formelle forhandlinger kunne gå i gang.

Han har blandt andet holdt møde med kansler Angela Merkel, den franske præsident, Emmanuel Macron, Spaniens premierminister og den italienske premierminister, Giuseppe Conte.

Også den danske statsminister var forbi til konsultationer med Donald Tusk, der har til opgave at få kabalen til at gå op.

- Mødet i Bruxelles er præget af bilaterale samtaler. Statsminister Mette Frederiksen har netop mødtes med Spaniens premierminister Sanchez og rådsformand Tusk, lyder det i et tweet fra Statsministeriet.

Der er mange faktorer, der skal tages højde for, før posterne kan fordeles. Det drejer sig blandt andet om geografi, politisk tilhørsforhold og køn. Flere stats- og regeringschefer, herunder præsident Macron, har slået på, at der som minimum skal være to kvinder på EU-topposterne.

Klokken 16.20 meddelte Donald Tusks pressemand, at frokosten mellem stats- og regeringscheferne var gået i gang.

Det er dog uvist, hvornår det slutter. Og Europa-Parlamentet skal først godkende stats- og regeringschefernes kommissionsformands-kandidat, før personen kan overtage posten.

Europaparlamentarikerne er netop nu samlet i Strasbourg til deres første samling, og derfor kommer det til at tage tid, når de skal konsulteres.

Den nyvalgte europaparlamentarikere mødes i dag for første gang i Strasbourg. De skal godkende den næste kommissionsformand. (Foto: FREDERICK FLORIN © Scanpix)
FacebookTwitter