Kaptajn på fiskekutter fik mayday-kald fra krydstogtskib: Vi kunne ikke gøre noget

1.300 mennesker er ved at blive evakueret fra et norsk krydstogtskib.

Det 230 meter lange krydstogtskib Viking Sky fik angiveligt motorproblemer omkring klokken 14, hvor de udsendte et mayday-kald. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Krydstogtskibet Viking Sky er i øjeblikket i problemer ud for Norges kyst, og dets 1.300 passagerer er i færd med at blive evakueret.

Jan Erik Fiskerstrand, kaptajn på fiskekutteren Fiskenes, var en af de, der modtog nødopkaldet fra skibet.

Det skete klokken 13.55, fortæller han til DR.

Da nødsignalet kom, vendte han straks sin fiskekutter og satte kurs mod krydstogtskibet, der befandt sig 12 kilometer væk.

Da han ankommer til Hustadvika, sydvest for Kristiansund, en time og ti minutter senere, ligger Viking Sky tæt på land i voldsomme bølger.

- På det tidspunkt havde Viking Sky fået gang i en motor og fået to ankre ud. Vi kunne ikke gøre noget og var bare på standby.

Fiskekutteren Fiskenes lå 500 meter fra krydstogtskibet Viking Sky. Kaptajnen tog dette billede af redningsaktionen. (Foto: Jan Erik Fiskerstrand)

Alt var under kontrol

Jan Erik Fiskerstrand fortæller, at det virkede dramatisk, da han fik kaldet, men da han ankom til stedet, var redningsarbejdet allerede i fuld gang.

- Det virkede, som om de havde kontrol, så jeg var egentlig meget rolig.

Klokken 15.40 får han lov til at sejle videre, og på det tidspunkt er fire helikoptere i gang med at evakuere personerne ombord på krydstogtskibet, der har plads til omkring 930 passagerer og 500 besætningsmedlemmer.

- Det virkede til, at evakueringen var under fuld kontrol, så jeg tror ikke, der bliver nogen problemer, siger Jan Erik Fiskerstrand.

Hver helikopter kan have omkring 15-20 passagerer med sig på hver tur, oplyser pressetalsmanden Einar Knudsen fra Hovedredningscentralen Sør-Norge.

Klokken 16.45 har redningstjenesten på sin Twitter-profil oplyst, at 30 mennesker er reddet i land, hvoraf en har pådraget sig lettere skader. Fem helikoptere og en række fartøjer er med i redningsarbejdet.

Det er i dette område, at krydstogtskibet er i gang med at blive evakueret.
Facebook
Twitter