Kaptajn på redningsskib for migranter anholdt i Italien

Sea-Watch 3 er gået i land på Lampedusa uden tilladelse.

Den tyske kaptajn blev eskorteret fra skibet af italiensk politi i de tidlige morgentimer. (Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE © Scanpix)

Den 31-årige tyske kaptajn Carola Rackete er blevet anholdt af de italienske myndigheder på øen Lampedusa.

Hun beskyldes for at gøre modstand over for et krigsskib, der ikke ville give redningsskibet adgang til havnen i Lampedusa, beretter det italienske statsmedie, RAI.

Ifølge nyhedsbureauet AP påsejlede hun en af kystvagtens motorbåde, da hun sejlede ind i havnen på middelhavsøen.

Rackete er kaptajn på redningsskibet Sea-Watch 3, der flere gange tidligere har trukket internationale overskrifter.

Skibet samler nemlig nødstedte migranter op i Middelhavet og har længe været en hovedpine for Italien og landets indenrigsminister, Matteo Salvini, der føler sig svigtet af resten af Europa, når det kommer til de mange tusinde migranter, der forsøger at nå Sydeuropa.

Ikke velkomne i Italien

Efter at have sejlet afventende frem og tilbage på internationale farvande gennem de seneste to uger valgte skibets kaptajn i går at sætte kurs mod den italienske ø Lampedusa med 40 migranter ombord.

- Migranterne er udmattede. Jeg vil bringe dem i sikkerhed, lød det fra kaptajn Carola Rackete på Twitter.

Dermed trodsede hun flere advarsler fra Salvini, der som leder af det højreorienterede og indvandrerkritiske parti Lega, er kendt for sin hårde linje mod indvandrere og flygtninge.

- De må ikke gå i havn. Jeg er parat til at sende politiet af sted, sagde ministeren blandt andet i et opslag på Facebook oven på kaptajnens udmelding.

Da Sea-Watch 3 gik i land i de tidlige morgentimer stod ordensmagten allerede talstærkt klar.

  • Carola Rackete blev anholdt tidligt i morges. (Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE © Scanpix)
  • Migranterne fik i dag lov til at få landjord under fødderne for første gang i flere uger. (Foto: ELIO DESIDERIO © Scanpix)
  • Den tyske kaptajn er blandt andet i problemer for at have påsejlet denne patruljebåd. (Foto: ELIO DESIDERIO © Scanpix)
  • Politiet mandsopdækker migranterne. 13 migranter fra skibet er tidligere blevet modtaget i Italien for at modtage lægehjælp. (Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE © Scanpix)
  • En migrant er tydeligt lettet over at få lov til at komme i land. (Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE © Scanpix)
1 / 5

Siden har den italienske indenrigsminister været aktiv ved tasterne for at give sin udlægning af den seneste udvikling.

Han skriver blandt andet på Twitter, at "piratskibet" er beslaglagt, mens der venter en stor bøde til NGO'en Sea-Watch, der står for driften af redningsskibet.

- Alle migranter er fordelt til andre europæiske lande. Mission fuldført, lyder meldingen fra Salvini.

Føler sig svigtet af Europa

Den indvandringskritiske italienske indenrigsminister har strammet kursen over for redningsskibe som Sea-Watch 3, som han kun vil tillade at lægge til i italienske havne, hvis andre europæiske lande forpligter sig til at tage imod de ombordværende migranter.

I den verserende sag har flere EU-lande forpligtet sig til at tage imod de 40 migranter, siger den italienske premierminister, Giuseppe Conte, ifølge BBC.

Ifølge AP er der tale om Finland, Frankrig, Tyskland, Luxembourg og Portugal.

Skibet havde dog ikke fået en officiel tilladelse, før det lagde til i den italienske havn. Det var nødvendigt, for at migranterne endelig kunne komme i sikkerhed, lyder forklaringen fra Sea-Watch.

Lampedusa har i mange år været epicenter for de store migrationer over Middelhavet, da øen er det første stop efter Libyens kyst, hvor mange bådflygtninge bliver samlet op.

Organisationer som Sea-Watch vil ikke lade migranterne gå i land i Libyen, som de kategoriserer som usikkert territorium for dem.

Omvendt pointerer Salvini, at Italien ikke har en interesse i at blive hele Europas flygtningelejr og beskylder redningsorganisationer for at styrke menneskesmugling.

Sidste år ankom cirka 144.000 migranter til EU - over 50.000 af dem til Italien.

Facebook
Twitter