Katastrofal dag for Japans regering: To ministre går af i vanære

To kvindelige ministre har i dag sagt farvel til regeringen efter anklager om misbrug af offentlige midler og vælgerbestikkelse.

Industriminister Yuko Obuchi fik kun én måned på posten, inden hun blev fældet af en skandale. (Foto: YOSHIKAZU TSUNO © Scanpix)

Japans regering under premierminister Shinzo Abe har haft en rigtig skidt dag på kontoret.

Ikke bare en, men to kvindelige ministre, har måttet aflevere nøglerne til ministerbilen på grund af skandaler. Det skriver Reuters.

Bedre bliver det ikke af, at de to blev udnævnt for bare en måned siden, og at begge var en del af Abes storstilede PR-indsats med at få flere kvinder i regeringen.

Hvad konsekvenserne bliver for Abes regering står endnu ikke fast. Under hans første regeringsperoiode i 2007-08 fik han kun et år på posten inden han måtte gå af med manglende opbakning. (Foto: FRANCK ROBICHON © Scanpix)

Politisk stjerneskud brændt ud

Det første sayonara kom fra Yuko Obuchi, der ellers var en politisk komet. Den 40-årige kvinde blev udnævnt til den vigtige post som industriminister i september og er blevet nævnt som et godt bud på Japans første kvindelige premierminister.

De drømme har nu lidt et stort knæk for Obuchi, der er datter af en tidligere premierminister.

Hun er blevet rodet ind i en kedelig sag om misbrug af offentlige midler, hvor hun blandt andet er anklaget for at have brugt en halv million statskroner på kosmetik. Hun skulle også have købt varer fra forretninger, der er ejet af hendes søster.

Uddelte vifter til vælgerne

Dagen blev endnu værre for Abe blot et par timer senere, da justitsminister Midori Matsushima måtte tage konsekvenserne af en sag om bestikkelse af vælgerne.

Konkret drejer det sig om anklager fra oppostionen om, at hun under en valgkamp har uddelt papirvifter til vælgerne. Og det er ulovligt ifølge japansk lov.

De to ministre er de første, der er gået fra deres poster i Abes regering, som blev valgt i december 2012. I september udpegede han fem nye ministre - alle kvinder.

Hvad konsekvenserne bliver for Abes regering står endnu ikke fast. Under hans første regeringsperoiode i 2007-08 fik han kun et år på posten inden han måtte gå af med manglende opbakning. (Foto: FRANCK ROBICHON © Scanpix)