Billeder af redningsfolk med beskyttelseshjelme, som gennemsøger massive bunker af murbrokker for livstegn, går lige nu verden rundt.
Jordskælvet i Tyrkiet og Syrien har skabt død og ødelæggelse i et så stort omfang, at vi endnu ikke kender det præcise dødstal samt antallet af ødelagte bygninger.
Ifølge de foreløbige officielle dødstal er over 1000 døde og endnu flere sårede i det største jordskælv, man har registreret i Tyrkiet i nyere tid.
Der venter redningsarbejderne en meget vanskelig og farlig opgave, når de skal lede efter overlevende i murbrokkerne, fortæller Dansk Røde Kors' katastrofechef, Bjarke Skaaning.
Han kalder situationen i Tyrkiet og Syrien for "desperat".
- Det er et kæmpe område, der er ramt, og det er på tværs af landegrænser. Derfor er det en enorm kompleks situation, vi står overfor, siger han.
Redningsarbejdet er farligt, fordi risikoen for flere efterskælv kan betyde nye og mere omfattende ødelæggelser i de ramte byer.
Derfor vil man benytte sig af blandt andet specialtrænede hunde og gravemaskiner.
- Det første døgn eller to kan man redde folk ud af de her murbrokker i live. Det handler om hurtigst muligt at få redningsarbejdet i gang, få hunde ud, som er trænet til at spore, og få maskiner frem, der kan hjælpe med at grave løs, siger Bjarke Skaaning.
Desuden skal de mange sårede også have hjælp til at blive transporteret på hospitalet.
Internationale redningshold på vej
Tyrkiet har allerede bedt det internationale samfund om hjælp, og alene dén anmodning siger noget om katastrofens omgang, forklarer Bjarke Skaaning.
Derfor vil man allerede i de kommende dage se, at der vil strømme international hjælp til.
- Vi vil se, at situationen bliver værre, når vi får et overblik over situationen, forudser han.
EU er gået i gang med en koordineret indsats i Tyrkiet og Syrien, og redningshold fra Holland og Rumænien er allerede på vej til de ramte områder, oplyser Janez Lenarcic, der er EU’s kommissær for humanitær hjælp og krisestyring, på Twitter.
Billeder fra internationale nyhedsbureauer viser lokale i hobetal i fuld gang med at fjerne mursten, jern og store betonklodser for at grave folk fri og finde savnede i de sammenstyrtede bygninger.
- Det er en enorm svær situation, og myndighederne i de to lande anbefaler folk at forlade deres huse og bliver udenfor, fordi det er så farligt lige nu, siger Bjarke Skaaning.
Efterskælv kan vare flere uger endnu
Jordskælvet er meget stort i skala og især meget stort og usædvnligt for det ramte område, forklarer Trine Dahl, der er seismolig ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
Faktisk er det så stort, at rystelserne er blevet målt så langt som her i Danmark og i Grønland.
Det blev målt til 7,8 og fandt sted klokken 02.17 dansk tid - svarende til 04.17 lokal tid. Det ramte i en dybde af cirka 17,9 kilometer i nærheden af byerne Gaziantep og Osmaniye - tæt på Syriens grænse.
Da Trine Dahl i morges hørte om jordskælv i Tyrkiet, var hun faktisk meget overrasket over at høre, at det var sket i det sydlige Tyrkiet. Hun tænkte, det måtte være sket i den nordlige del af landet.
- Det er generelt et meget stort jordskælv også for Middelhavsområdet, for de fleste i den størrelse sker ude i Stillehavsområdet, siger hun.
Faren er desværre ikke drevet over, idet efterskælvene kan komme i op til flere uger efter, og typisk betyder store jordskælv også store efterskælv, forklarer Trine Dahl.
- Der har allerede været et dusin efterskælv, som blev målt over fem, og det kan blive ved et godt stykke endnu. Det kan vare dage og uger, inden det klinger af, siger hun.