Katedralen i franske Nantes ramt af voldsom brand

Fransk politi undersøger, om brand i katedral var påsat.

Der er udbrudt brand i katedralen i den franske by Nantes. Øjenvidner beretter om 'mere og mere røg' fra den gotiske kirke. (Foto: Stephane Mahe © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

En voldsom brand brød tidligt i morges ud i katedralen i Nantes i det vestlige Frankrig, men branden er nu under kontrol, oplyser brandvæsenet til det franske nyhedsbureau AFP.

  • Brandvæsenet har nu fået ilden i katedralen under kontrol. (Foto: SEBASTIEN SALOM-GOMIS © Scanpix)
  • Ca. 60 brandfolk deltog i slukningsarbejdet. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)
  • Brandvæsenet i Nantes havde ikke kontrol over branden i de første timer. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)
  • Et øjenvidne siger, at han tidligt morges blev vækket a en underlig lyd. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)
  • Arbedet på opførelsen af Saint-Pierre-et-Saint-Paul katedralen i Nantes blev påbegyndt i 1434, og katedralen blev indviet i 1891. (Foto: LOIC VENANCE © Scanpix)
1 / 5

Omkring 60 brandmænd er til stede ved katedralen.

Vækket af underlig lyd

Billeder fra den franske tv-station BFM viser en tyk, sort røg, der står ud fra et glasvindue mellem de to tårne på den gotiske bygning, som blev bygget i det 15. århundrede.

Et øjenvidne til branden fortæller til tv-stationen, at han tidligt i morges blev vækket af en underlig lyd fra kirkens klokker.

- Jeg tænkte, at noget var galt, for det var ikke den lyd, der normalt kommer fra kirkeklokkerne, siger manden ved navn Oscar til BFM

Brand opstod tre forskellige steder

Ved middagstid oplyste anklager Pierre Sennes, at branden brød ud 'tre forskellige steder' i katedralen, og derfor efterforsker man, om brandene er påsat.

- Der kan endnu ikke drages konklusioner, fordi vi har en stor efterforskning foran os, som kan bringe nye elementer i spil, siger han.

Branden har fuldstændigt ødelagt katedralens orgel. Derudover er den platform, som orglet står på, blevet meget ustabil og er i fare for at kollapse.

Et af de tre steder, som branden er brudt ud, er i nærheden af orglet. Derudover er branden brudt ud to andre steder i kirkeskibet, oplyser politiet til den franske tv-station BFM.

Tag ødelagt af voldsom brand i 1972

Opførelsen af katedralen blev påbegyndt i 1434, men først i 1891 blev den indviet.

Siden da er Saint-Pierre-et-Saint-Paul flere gange blevet ramt af brand og ødelæggelse.

Under Anden Verdenskrig blev bygningen bombet, og i 1972 blev kirkens tag ødelagt af en voldsom brand.

Katedralen er en af de største gotiske katedraler i Frankrig.

For lidt over et år siden blev katedralen Notre Dame i Paris ramt af en voldsom brand, som ødelagde kirkens ikoniske spir.

/ritzau/

Facebook
Twitter