Kedelig rekord i Florida: Flere end 15.000 coronatilfælde på et døgn

De mange tilfælde af coronavirus kommer samtidig med, at den amerikanske delstat er midt i en genåbning.

Det er kedelige tal, der kommer fra sundhedsmyndighederne i solskinsstaten på den amerikanske østkyst, Florida.

Søndag bekræftede myndighederne, at der blev registreret 15.300 nye corona-smittetilfælde - flere end nogen anden stat har registreret på en enkelt dag.

Hidtil har det højeste antal været i delstaten New York, der tilbage i april registrerede 12.274 tilfælde på en dag.

Inden for den seneste uge alene er der registreret tæt på 70.000 tilfælde i Florida, der i øjeblikket er en af de hårdest ramte delstater i USA.

Floridas guvernør, Ron DeSantis, er helt på linje med præsident Donald Trump og er blevet kritiseret for ikke at indføre nok tiltag i delstaten for at undgå smittespredning. (Foto: Joe Raedle © Scanpix)

Delstatens guvernør, Ron DeSantis, anerkender, at tallene er høje, men har hidtil været tøvende i forhold til at indføre for mange restriktioner for at begrænse smittespredningen. Flere end 2,4 millioner er blevet testet i delstaten, lød det fra DeSantis i weekenden.

- Det er en (test, red.) for hver niende person i Florida. Så jeg er nysgerrig på, om der overhovedet i nyere tid har været andet, der er blevet testet så grundigt før på det her niveau, sagde han og fortsatte:

- Vi har tydeligvis gjort meget her i Florida, særligt de seneste uger, hvor kravet har været højt.

Den republikanske guvernør nægter fortsat at indføre påbud om at anvende maske, men har hidtil nøjedes med at lade det være en anbefaling.

De mange smittetilfælde - og fortsat stigende dødstal - får nu flere demokratiske kongresmedlemmer til at skride til handling, blandt andet med et forslag om 14 dages udgangsforbud.

- Det bliver svært, men hvis ikke du vil træffe svære beslutninger, skulle du ikke været gået ind i politik, skriver demokraten Donna Shalala blandt andet på Twitter.

Velkommen tilbage til Disney World!

De store stigninger i smittetilfælde i netop delstater som Florida, men også Texas og Arizona, de seneste uger har fået landets sundhedseksperter til at advare mod, at smittespredningen er kommet ude af kontrol.

Og intensivafdelinger på hospitaler flere steder i delstaterne melder om, at de er ved at nå deres maksimale kapacitet.

Det gælder også for Miami-området i Florida, siger borgmester Carlos Gimenez. Her er belægningsprocenten omkring 94 procent.

- Vi har stadig kapacitet, men situationen bekymrer mig meget, siger han til CNN.

Guvernør DeSantis fastholder dog, at der skal holdes damp under genåbningkedlen og vil dermed fortsætte planen om at åbne statens skoler i næste måned.

Et af Floridas helt store udflugtsmål, forlystelsesparken Disney World i Orlando, har også netop åbnet i den forgangne weekend og vakt nye bekymringer hos sundhedseksperter, der fortsat advarer indbyggerne mod at samles i store grupper.

En af de delstater, der er kommet Florida til undsætning ved blandt andet at sende lægemidlet Remdesivir, som bruges til behandling af hårdt ramte Covid-19 patienter, er New York. Her er der det seneste døgn er registreret blot fem dødsfald, viser data fra sundhedsmyndighederne.

Også selve byen New York har markeret sig positivt ved ikke at have registreret nogle nye dødsfald som følge af coronavirus - det er første gang, det er sket siden 11. marts.

Facebook
Twitter