Kenyas parlament giver mænd lov til at tage flere koner

Kvindelige polikere gik i vrede, da Kenyas parlament vedtog lovforslag om at tillade polygami.

Mænd fra Masai-stammen på strand i Kenya. De er kan nu helt lovligt gifte sig med flere kvinder. (Foto: Scanpix)

Parlamentet i Kenya har vedtaget et lovforslag, der giver kenyanske mænd ret til at gifte sig med mere end en kvinde.

Kvinderne må dog fortsat kun gifte sig med én mand.

I lovforslaget var der lagt op til, at gifte kvinder skulle udstyres med en vetoret, som de kunne bruge, hvis de var uenige i deres mands valg af ny hustru. Men den del af loven stemte et flertal af de 280 mandlige parlamentspolitikere imod.

- Når du gifter dig med en afrikansk kvinde, må hun vide, at anden og tredje kone er på vej. Det er Afrika, skulle parlamentsmedlemmet Junet Mohammed have sagt under den politiske debat ifølge Nairobis Capital FM.

Brudepriser fortsætter

De kenyanske politikere har også diskuteret, om det skulle være forbudt at købe en brud, men det et fortsat lovligt i det vedtagne lovforslag. Dog skal kvinderne være over 18 år, før de kan gifte sig.

Flere af de 69 kvindelige parlamentsmedlemmer blev så vrede, da lovforslaget blev vedtaget torsdag aften, at de forlod parlamentsbygningen.

- Vi ved, at mænd er bange for kvinders tunger mere end noget andet, sagde parlamentsmedlemmet Soipan Tuya.

Mangler kun underskrift

Det er ikke nyt, at kenyanske mænd gifter sig med flere kvinder, men det er først nu, at polygami i Kenya bliver fuldt lovligt.

Lovforslaget skal underskrives af Kenyas præsident, før det bliver en del af lovgivningen.

Facebook
Twitter