Kidnappet milliardærfrues familie har haft kontakt til gerningsmænd

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober sidste år. I dag er der kommet nyt i sagen.

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober sidste år. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Der har været ny kontakt mellem den kidnappede nordmand Anne-Elisabeth Hagens familie og de formodede gerningsmænd.

Det oplyser politiet ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Der er pressemøde i sagen mandag klokken 17.30. Her vil politiet komme med yderligere information om kidnapningssagen.

I invitationen til pressemødet skriver politiet, at det vil redegøre for "ny kontakt med modparten".

Også familiens advokat Svein Holden vil mandag udtale sig i sagen. Det sker klokken 19 på Scandic Meyergården hotel i byen Mo i Rana Kommune i det nordlige Norge, oplyser NTB.

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober sidste år.

Norsk politi efterforskede sagen i 70 dage, inden det i begyndelsen af januar gik offentligt ud med informationer om sagen.

Der har været kontakt til de formodede gerningsmænd tre gange siden Anne-Elisabeth Hagens forsvinden. Det skriver den norske avis VG.

Senest den 16. januar i år, én uge efter at sagen blev offentligt kendt.

Dengang udtalte familiens advokat Svein Holden, at man opfattede kontakten som et tydeligt tegn på, at den 68-årige kvinde er i live.

Alvorlige trusler

Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt fra sit hjem i Lørenskog øst for Oslo, er gift med milliardæren Tom Hagen. Han er en af Norges rigeste personer.

Ifølge politiet er der fremsat alvorlige trusler og krav om løsepenge i form af kryptovalutaen monero.

Politiet oplyste i begyndelsen af februar, at teorien om, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet bortført, er blevet styrket.

Politiet har fået over 1.400 tips, siden det fortalte om sagen.

Den seneste måned har politiet udført 3D-skanninger af ægteparret Tom og Anne-Elisabeth Hagens ejendom for at lede efter spor.

Politiet har også undersøgt en sø nær ejendommen ved hjælp af dykkere.

/ritzau/

Facebook
Twitter