Kilometerlange bilkøer: Titusindvis flygter fra Kherson og russiske bombardementer

Dansk Røde Kors forventer, at op mod 40.000 menneskers flugt ud af Kherson vil fortsætte de kommende dage.

Lange bilkøer snørkler sig ud af Kherson. Indbyggerne flygter fra russiske bombardementer. (© ap)

Folk stimlede sammen på gaderne og tog jublende imod de ukrainske styrker, da de for få uger siden trillede ind i den sydukrainske by Kherson.

De russiske tropper havde pakket sammen og forladt byen, der ellers havde været besat siden krigens begyndelse.

Men der er ikke meget at glæde sig over i Kherson i disse dage, hvor det regner ned over byen med russisk artilleri-ild og kamikazedroner.

Det har fået indbyggere i Kherson til i hobetal at flygte ud af byen, beretter nyhedsbureauet, AP, med billeder af kilometerlange bilkøer ud ad byen.

- Nu er vi frie, men vi er nødt til at flygte på grund af bombardementerne, og dele af befolkningen er døde, siger Jevhen Jankov, indbygger i Kherson, fra en af bilerne i køen.

- Vi har været igennem helvede. Vores nabolag brænder, det var et rent mareridt. Alting stod i flammer, tilføjer Svitlana Romanivna fra bagsædet af samme bil.

Patienter evakueres

Før weekenden måtte man evakuere patienter fra hospitalerne i Kherson, simpelthen fordi det ikke er sikkert at blive der. Meldingerne lyder, at de russiske bombardementer primært rammer infrastruktur, men civile tab rapporteres også.

- På grund af de konstante russiske bombardementer så evakuerer vi hospitalspatienter fra Kherson, oplyste Kherson-regionens guvernør, Jaroslav Janusjevitj, fredag.

  • Kherson er nu udsat for hårde russiske bombardementer, efter at byen i månedsvis var besat af Rusland. (Foto: © ROMAN PILIPEY, Ritzau Scanpix)
  • Kherson er nu udsat for hårde russiske bombardementer, efter at byen i månedsvis var besat af Rusland. (Foto: © ROMAN PILIPEY, Ritzau Scanpix)
  • Kherson er nu udsat for hårde russiske bombardementer, efter at byen i månedsvis var besat af Rusland. (Foto: © ROMAN PILIPEY, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Ifølge Læger Uden Grænsers projektleder, Emilie Fourrey, er man i fuld gang med at evakuere yderligere 400 patienter fra et psykiatrisk hospital i Kherson.

Og i dag lyder meldingen fra guvernør Janusjevitj, at Rusland har bombarderet Kherson-regionen 54 gange siden i går.

Flygtningstrøm vil fortsætte

Hos Dansk Røde Kors betragter man situationen i og omkring Kherson som meget alvorligt. Det siger Jakob Harbo, der er organisationens landechef i Ukraine.

- Man kan sammenligne det med, hvad der er sket i Mykolajiv de sidste tre-fire måneder. Nu er frontlinjen så rykket, og russerne er kommet over på den anden side af floden, og nu bomber de så Kherson, der er tættest på frontlinjen, siger Jakob Harbo.

- Det har været mønsteret, at de byer, der er indenfor artilleriafstand, simpelthen får en masse artilleri i hovedet, og det er det, der sker lige nu i Kherson, som ellers er sluppet for større bombardementer.

Ifølge Røde Kors' landechef er det adskillige tusinde mennesker, der lige nu forsøger at komme ud af Kherson, mens artillerigranater nærmest hagler ned over byen. Og flygtningestrømmen vil formentlig fortsætte de næste dage.

- Man regner med, at der varlidt over 100.000 tilbage i byen, da ukrainerne overtog den igen. Så vi forventer, at det i hvert fald er en tredjedel, der flygter nu. Omkring 30-40.000, siger Jakob Harbo.

Han forventer, at flygtningestrømmen vil fortsætte de kommende dage, så længe bombardementerne fortsætter. I første omgang gælder det bare om at komme i umiddelbar sikkerhed.

- De flygter først og fremmest til andre dele af Ukraine. Jeg vil gætte på, at de fleste flygter til Odesa. Det er den nærmeste storby, som er forholdsvis sikker.

- At de så måske flygter videre til Kyiv og andre store byer senere, kan man ikke udelukke, men i første omgang tager man et lille nøk ad gangen for i hvert fald at komme væk fra artilleriet, siger Jakob Harbo.