Kim Bildsøe: Brexit fejres af mange som en festdag

"Frihed!" og Storbritannien "tager et skridt ind i det ukendte", lyder et par af de britiske avisers brexit-overskrifter.

En række forsider på britiske aviser 29. marts 2017, hvor Storbritannien officielt meddelte, at landet melder sig ud af EU. (Foto: DANIEL SORABJI © Scanpix)

- Brexit begynder!

Storbritanniens største avis, Daily Mail, kalder det et "historisk øjeblik", da briternes EU-ambassadør Tim Barrow i dag i Bruxelles afleverede et brev med Storbritanniens ønske om at forlade EU.

Briterne har nu officielt aktiveret artikel 50 i Lissabon-traktaten, hvor reglerne for udmeldelse af unionen står nedskrevet.

- Artikel 50-brevet er ENDELIG blev afleveret til EU's hovedkvarter i Bruxelles, skriver Daily Mail på sin forside.

Da avisen udkom i morges, var ordet "FRIHED!" på forsiden.

https://twitter.com/DailyMailUK/status/846996243331059713

Og det er netop den følelse millioner af briter har i dag, fortæller DR Nyheders Storbritannien-korrespondent Kim Bildsøe Lassen.

- Det er 44 år siden, at Storbritannien blev medlem af EU. Nogen har ventet så længe på dagen i dag. De føler, at de nu vil slippe for Bruxelles' bureaukrati, og for at fastlandet Europa blander sig i, hvordan de skal leve i Storbritannien.

- Så der er mange, der virkelig føler, at det er en festdag med frihed.

Træder det ind i det ukendte

Nu venter der briterne to år med svære forhandlinger om, hvordan skilsmisseboet så at sige skal deles.

EU og Storbritannien skal blive enige om, på hvilke vilkår de skal samarbejde, når briterne endegyldigt forlader unionen.

- I dag tager Storbritannien et skridt ind i det ukendte, stod der på forsiden af avisen The Guardian i morges.

https://twitter.com/guardian/status/846837865027915777

Avisen The Sun fik i dagens anledning projiceret ordene "Dover and Out!" op på de karakteristiske hvide kalkklinter i havnebyen Dover, der har færgeforbindelse og togtunnel til Calais i Frankrig.

Der er tale om et ordspil på vendingen "over and out", der betyder, at en samtale er slut.

https://twitter.com/TheSun/status/846965649326948352

- Når man bor herovre, så siger man ofte "ovre i Europa". Briterne føler sig både som europæere, men også som noget andet.

- Og jeg tror ikke, at dem, der meldte sig ind i EU, havde forestillet sig sådan en politisk union, som den har udviklet sig til. Det er der i hvert fald rigtig mange briter, der er modstandere af, og de er glade i dag, siger Kim Bildsøe Lassen.

Facebook
Twitter