Kim Bildsøe efter krisemøde: Briterne får et helt andet kongehus i fremtiden

Med en mindre fremtrædende rolle til prins Harry og hertuginde Meghan ryger muligheden for et friskt pust.

Der er udsigt til en stor forandring for kongehuset og for den måde, briterne ser kongehuset på, lyder det fra Kim Bildsøe Lassen. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)

Her til aften har dronning Elizabeth oplyst, at hun har accepteret Prins Harry og hertuginde Meghans ønske om at få en mere tilbagetrukken rolle i det britiske kongehus.

Det indebærer blandt andet, at parret får en "overgangsperiode", hvor de vil opholde sig i skiftevis Canada og Storbritannien.

Mens der endnu er mange ubesvarede spørgsmål, står det allerede nu klart, at det britiske kongehus går nye tider i møde, siger Kim Bildsøe Lassen, DR’s korrespondent i Storbritannien.

- Der er en form for anerkendelse af, at tingene kommer til at forandre sig fuldkommen. Man får to meget populære medlemmer af kongefamilien, som nu flytter til Canada på halv tid, og som vil få en helt anden og meget mere ukongelig rolle, siger han.

- Så det bliver en stor forandring for kongehuset og for den måde, briterne ser kongehuset på, lyder det fra Kim Bildsøe Lassen.

Hvor det i dag i høj grad er de ældre generationer, der hylder kongehuset, så håbede de kongelige, at prins Harry og hertuginde Meghan kunne give et friskt pust og skabe interesse og opbakning blandt de yngre generationer, siger korrespondenten.

- Virkeligheden har bare vist sig at være meget mere kompliceret, og nu bliver det altså et helt andet kongehus, som briterne kommer til at se på i fremtiden.

Samlende kraft i splittet nation

Store dele af pressen havde i dag taget opstilling foran godset Sandringham House, hvor dagens kongelige krisemøde fandt sted.

Det kom efter massiv mediedækning de seneste dage, hvor den britiske presse har døbt den kongelige turbulens "Megxit".

Pressen er massivt tilstede ved det kongelige gods i Sandringham i det østlige England. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Når der har været så stor fokus på sagen, selv om prins Harry er relativt langt nede i tronfølgen, skyldes det i høj grad kongehusets store betydning i Storbritannien, fortæller Kim Bildsøe Lassen.

- Man skal huske på, at kongefamilien er en af de få ting, som forbinder briterne, siger korrespondenten.

- Det er et meget klasseopdelt samfund, og det er et samfund, hvor der er stor forskel på land og by og nord og syd. Så kongehuset er virkelig noget af det, der forbinder dem, forklarer han.

Svær sag

Dronning Elizabeth skriver i en udtalelse, at der er tale om en kompliceret sag, men at man håber på at nå frem til endelige beslutninger i løbet af de næste par dage.

I udtalelsen oplyser dronningen blandt andet, at prins Harry og hertuginde Meghan ikke ønsker at være afhængige af økonomisk støtte "i deres nye liv".

Mens det kongelige par dermed undgår kritik for både at ville modtage apanage og samtidig have en mindre offentlig rolle, så løser det ikke alle udfordringerne.

Blandt andet The Guardian peger på, at der også ligger en udfordring i, at parret ønsker at tjene deres egne penge.

Her kan der blandt andet ligge interessekonflikter i deres roller som kongelige og protektorer for velgørende organisationer, når de får kommercielle interesser.

Samtidig er der en risiko for, at parret kan beskyldes for at udnytte deres royale status for at tjene penge eller ødelægge kongefamiliens image, påpeger avisen.