Kim Bildsøe: Kun en kæmpebrøler kan slå Boris Johnson ud af premierminister-kurs

Efter anden valgrunde er Boris Johnson stadig favorit til at stå i spidsen for De Konservative og dermed blive Storbritanniens næste premierminister.

- Der skal gå noget helt galt, hvis Boris Johnson skal miste sin favoritposition.

Sådan lyder vurderingen fra DR's korrespondent i Storbritannien Kim Bildsøe Lassen her dagen efter anden valgrunde.

Brexit-tilhængeren Boris Johnson vandt første runde stort, og i går fik den tidligere udenrigsminister 40 procent af alle de konservative parlamentarikeres stemmer foran udenrigsminister Jeremy Hunt og miljøminister Michael Gove.

Og udskillelsesløbet fortsætter:

Først kæmpede ti kandidater om den konservative formandspost og om at blive premierminister for 65 millioner mennesker efter Theresa May.

Nu er fem tilbage.

Den tidligere brexit-minister Dominic Raab røg ud i går.

Johnson fremstod ikke specielt overbevisende

Boris Johnson har holdt relativ lav profil under valgkampen og undlod for eksempel at deltage i en tv-debat efter første valgrunde.

Men i går deltog han sammen med de tilbageværende kandidater i en debat på tv-stationen BBC. Og hans strategi var ikke til at tage fejl af, siger Kim Bildsøe Lassen.

En af den her kandidater skal afløse Theresa May. De var i går i en tv-debat efter anden valgrunde. (Foto: JEFF OVERS / BBC NEWS HANDOUT © Scanpix)

- Han fremstod ikke specielt overbevisende, men jeg tror også, at det er langt vigtigere for ham ikke at lave de store fejl. På den måde kan han nemlig bevare favoritpositionen.

Debatten var meget kaotisk. Kandidaterne afbrød konstant hinanden, og værten prøvede ihærdigt at styre taletiden:

- Der kom generelt meget få svar på, hvordan kandidaterne har tænkt sig at løse problemet, der overskygger det hele, nemlig brexit, siger Kim Bildsøe Lassen.

Se video fra debatten i toppen af denne artikel.

Også på det spørgsmål var Boris Johnson tilbageholdende med at være alt for konkret.

- Han sagde blandt andet, at han vil genforhandle med EU, men hvordan vil han gøre det, som Theresa May har prøvet på i flere år uden held? Det fik vi ikke svar på.

Boris Johnson var på forhånd favorit til at vinde kampen om formandsposten. Hans kandidatur er blevet styrket siden første valgrunde, efter flere af de kandidater, som ikke klarede den første afstemning, har peget på ham.

Skilles fra en ad gangen

Kravet for at komme videre fra anden valgrunde var at opnå støtte fra mindst ti procent af de konservative parlamentarikere, det vil sige mindst 33 stemmer.

I de kommende valgrunder nøjes man med at eliminere den kandidat, som får færrest stemmer, indtil der kun er to kandidater tilbage.

De to kandidater skal så ud i en brevafstemning blandt de 160.000 personer, som er medlemmer af De Konservative i Storbritannien.

- Kun en kæmpebrøler kan slå Boris Johnson ud af kursen mod at blive premierminister. Der skal virkelig gå noget galt, hvis ikke bliver en af de to sidste kandidater. Han er klar favorit. Og det er svært at se, at en anden skal kunne vinde over ham.

- Men britisk politik har før vist sig at være meget uforudsigelig, så alt kan også ske denne gang, siger Kim Bildsøe Lassen.

En af de kandidater, der forsøger at blande sig blandt topkandidaterne, er Rory Stewart.

Han fik 37 stemmer i går. Overgået af Boris Johnson, Jeremy Hunt og Michael Gove.

Stewart fik 19 stemmer i første valgrunde og altså 37 stemmer i går. Han er den kandidat, der høstede den største fremgang.

Storbritannien forlader efter planen EU senest den 31. oktober. Den nye leder vil derfor kun have omkring tre måneder til at forsøge at levere det, som May ikke har kunne levere på flere år.

Få et overblik over valgprocessen her:

Facebook
Twitter