Kim Bildsøe: Mays brexit-aftale har brug for kunstigt åndedræt

Aftenens nej til en skilsmisseaftale efterlader briterne med endnu mere forvirring og flere ubesvarede spørgsmål.

Theresa May slog her til aften fast, at hun var ked af Underhusets beslutning, men at hun vil kæmpe videre for at forlade EU med en aftale. (Foto: handout © Scanpix)

Det britiske underhus har her til aften stemt klart nej til premierminister Theresa Mays reviderede skilsmisseaftale med EU.

Med 242 stemmer for og 391 imod var der tale om et stort nej til aftalen, og det ser derfor svært ud for May at få sin aftale igennem, siger DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe.

Men det er for tidligt at erklære skilsmisseaftalen for død, siger han.

- Hun vil kæmpe videre for aftalen, hvilket hun understregede i aftes. Men hvordan det skal foregå, er rigtig svært at se lige nu, siger korrespondenten.

- Den har brug for kunstigt åndedræt, og så skal der ske noget dramatisk for, at den igen er i spil, siger han.

- Hvordan det her rent faktisk skal løses, er det, som alle prøver at gætte lige nu.

Flere afstemninger i vente

Efter det store nederlag her til aften tog Theresa May ordet og bekræftede, at parlamentarikerne i morgen skal beslutte, om de vil forlade EU med eller uden en aftale. Her sagde premierministeren, at hendes partifæller ikke vil blive krævet at stemme den ene eller den anden vej.

Hvad hun selv vælger, vides endnu ikke med sikkerhed, men iagttagere peger på, at hun vil afvise no-deal. Efter afstemningen sagde hun:

- Jeg har personligt kæmpet med dette valg, hvilket jeg er sikker på, at mange af jer også vil.

Premierministeren sagde, at hun på den ene side ønskede at forlade EU, som et flertal af briterne stemte for.

- Men jeg tror lige så passioneret på, at den bedste måde at gøre det på, er ved at forlade EU under ordnede forhold med en aftale, sagde hun.

Kim Bildsøe forventer, at morgendagens afstemning bliver et forholdsvis klart ja til at undgå en papirløs skilsmisse. Bliver det sådan, så skal Underhuset torsdag stemme om en mulig forlængelse af brexitprocessen.

Ifølge planen skal briterne nemlig træde ud af fællesskabet den 29. marts.

Vil May trække tiden?

Her ligger der en mulighed for, at Mays regering kan udsætte farvellet til EU frem til eksempelvis slutningen af maj, påpeger Kim Bildsøe.

Måneden byder på en klar skillelinje, da der bliver afholdt valg til Europa-parlamentsvalget 23.-26. maj. EU slog mandag fast, at Storbritannien kun kan udskyde brexit efter denne periode, hvis de afholder valget som os andre.

Mange demonstranter var i dag troppet op ved det britiske parlament for at bekende kulør. De har udsigt til flere afstemninger de næste dage. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Med den 23. maj som bagkant, kan regeringen vælge at trække tiden og så sende en variation af Mays skilsmisse-aftale til afstemning i 11. time.

- Så vil valget være mellem den aftale eller at forlade EU uden en aftale. I det scenarie håber de, at der vil blive stemt for hendes aftale, siger Kim Bildsøe.

Hvor mange liv har May tilbage?

Aftenens nederlag var det fjerdestørste for en siddende britisk regering i demokratiets tid, skriver The Guardian. Det største indkasserede May, da aftalen blev nedsablet for første gang i midten af januar.

- Hun har lagt al sin energi i det her. Hun har kæmpet for denne aftale igennem mange måneder – stort set som den eneste, der har troet på det. Men nu har hun fået to meget store nederlag, siger korrespondenten.

- Der må være nogle i parlamentet, der spørger sig selv, om May er den, der kan lede processen videre, siger han.

På den anden side har korrespondenten talt med konservative her til aften, der mener, at det ikke er det rette tidspunkt at skifte premierminister på.

- Men hun er svækket, slår han fast.

Oppositionsleder Jeremy Corbyn opfordrede her til aften til et nyvalg. Det er dog ikke noget, han skal forvente at få, lyder vurderingen fra Kim Bildsøe.

- Det er klart, at jo større problemer, forvirring og kaos, der bliver, jo større er muligheden for et nyvalg eller en ny folkeafstemning. Men vi er altså et stykke vej fra begge dele, som det ser ud lige nu.

Facebook
Twitter