Kina åbner så småt for trafikken i Wuhan

Store dele af verden er lammet af coronavirus, men der, hvor det hele begyndte, gør man klar til at afslutte karantænen.

Medarbejdere spiser frokost halvanden meter fra hinanden på en fabrik i den kinesiske Hubei-provins. (Foto: Yi Xin © Scanpix)

Den kinesiske storby Wuhan, hvor corona-udbruddet begyndte, og den omkringliggende Hubei-provins lukkede ned den 23. januar for at stoppe spredningen af coronavirus.

Men efter flere måneder med strenge tiltag kan raske borgere nu se frem til en mere almindelig hverdag.

Den 8. april vil de kinesiske myndighederne nemlig delvis fjerne de restriktioner, der ellers er iværksat i byen. Det skriver BBC.

Allerede ved midnat i dag fjernes rejserestriktionerne i Hubei-provinsen, og raske borgere kan altså rejse ud af området.

- Fra midnat den 8. april fjernes kontrolforanstaltningerne for indbyggerne i byen Wuhan, og trafikken genåbnes.

Fra midnat den 25. marts vil styringen af udgangsforbuddene i den resterende del af Hubei-provinsen blive fjernet, og trafikken bliver genåbnet, lyder meldingen fra Kinas statslige tv-station, CCTV.

Storbyen Wuhan har i lang tid lignet en spøgelsesby. (Foto: Str © Scanpix)

Siden Hubei-provinsen og Wuhan blev lukket ned, har myndighederne blandt andet stoppet al trafik på veje, jernbaner og i lufthavne.

Nu kan indbyggerne igen rejse frit, men de skal dog være i besiddelse af en ren sundhedsattest, der viser, at de ikke har coronavirus.

CCTV oplyser, at flere hospitaler i Wuhan nu er genåbnet for behandling af patienter med andre sygdomme end coronavirus.

Ifølge den amerikanske avis The New York Times er det endnu uklart om andre byer og regioner, for eksempel hovedstaden Beijing, vil lade folk fra Hubei-provinsen rejse ind i deres retsområder.

Tilrejsende sættes i karantæne

De kinesiske myndigheder sætter nu fokus på at mindske antallet af smittetilfælde, der kommer fra udlandet. Derfor sætter man i Beijing, Shanghai og andre storbyer folk i 14-dages karantæne, hvis de rejser dertil fra udlandet. Det vil typisk være på et hotel, hvor den karantæneramte selv skal betale for opholdet.

Hovedbanegården i Wuhan er i dag blevet desinficeret, inden karantænen i millionbyen bliver lempet. (Foto: Str © Scanpix)

Myndighederne i Beijing oplyser desuden, at folk, der er ankommet fra udlandet til en anden by i Kina og derefter er rejst til Beijing indenfor de seneste to uger, også vil blive sat i karantæne.

Også i Hong Kong har man set en stigning i antallet af smittetilfælde fra udlandet.

Vil sparke økonomien i gang

De kinesiske myndigheder forsøger i øjeblikket at kickstarte landets økonomi. Det gør de blandt andet ved at putte penge i hænderne på mange af de indbyggere, der har levet flere uger uden løn, skriver New York Times.

De fleste kendte turistattraktioner i Beijing er lukket, men en del af Den Kinesiske Mur er åben for besøgende, ligesom nogle restauranter er genåbnet for gæster, hvis de ikke sidder med ansigterne mod hinanden.

Regeringen oplyser også, at omkring 90 procent af store offentlige byggeprojekter er genoptaget rundt omkring i landet - med undtagelse af Hubei-provinsen.