Kina beder Nordkorea om at holde fast i møde med Trump

Det nordkoreanske styre har truet med at aflyse topmøde med USA's præsident.

Den 27. april mødtes den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in. Nu har nordkoreanerne aflyst et opfølgende møde. (© Scanpix)

Hvis der skal skabes fred på den koreanske halvø og sikres stabilitet i hele regionen, er der brug for det historiske topmøde mellem USA og Nordkorea, som efter planen skal løbe af stablen om mindre end en måned.

Det er meldingen fra den kinesiske regering, efter at det nordkoreanske regime har truet med helt at aflyse mødet, der skal afholdes den 12. juni i Singapore.

Nordkoreanerne er blandt andet vrede over den fælles militærøvelse mellem amerikanerne og sydkoreanerne, som for tiden bliver afviklet i Sydkorea. Derudover er de ikke interesserede i at mødes med USA, hvis det ene og alene er Nordkorea, der skal opgive sine atomvåben.

Men Lu Kang, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, opfordrer nu nordkoreanerne til at holde fast i topmødet, skriver nyhedsbureauet AP.

Og han opfordrer samtidig begge parter til at arbejde for, at mødeplanlægningen skrider frem som planlagt, så der kan sikres ”væsentlige resultater”.

Kina er Nordkoreas tætteste allierede, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har holdt to møder med den kinesiske præsident, Xi Jingping, i den seneste tid.

'Beklageligt' af Nordkorea

Den nordkoreanske melding kom i aftes dansk tid.

Den amerikanske regering udtalte efterfølgende, at den ikke havde modtaget nogen officiel melding fra det nordkoreanske styre, og at den derfor fortsatte planlægningen af mødet.

Det var egentlig planen, at nordkoreanerne skulle have holdt møde Sydkorea i dag, men det er blevet aflyst som følge af militærøvelsen.

Det er ifølge den sydkoreanske regering ”beklageligt”, og den har krævet, at nordkoreanerne hurtigst muligt vender tilbage til forhandlingsbordet.

Samtidig understreger en talsmand for landets forsvarsministerium, at militærøvelserne med USA vil fortsætte trods de nordkoreanske protester.