En overreaktion, et seriøst brud på international praksis og stærk misbilligelse.
Det er essensen af den pressemeddelelse, som Kinas udenrigsministerium har udsendt natten til søndag dansk tid som svar på, at USA har skudt en kinesisk luftballon ned over amerikansk territorium.
En meteorologisk måleballon, hvis man spørger kineserne - en spionballon, hvis man spørger amerikanerne.
Ifølge Kina var luftballonen et civilt luftfartøj, og man "er stærkt utilfreds med og protesterer" over nedskydningen.
Kineserne påpeger i pressemeddelelsen fra udenrigsministeriet, at man gentagne gange har informeret USA om, at luftballonen var civil og blæst ud af kurs. Kina siger, at luftballonen tilhører en virksomhed, men det specificeres dog ikke, om det er en privat eller statsejet virksomhed.
- Kina har tydeligt bedt USA om at håndtere sagen på en rolig, professionel og behersket måde.
- Kina vil resolut beskytte den pågældende virksomheds rettigheder og interesser og forbeholder sig retten til at reagere yderligere, hvis nødvendigt, lyder det fra Kinas udenrigsministerium.
Kinas vælger den hårde retorik
Det kinesiske udenrigsministeriums svar er en tilbagevenden til den retorik, som udenrigsministeriet har praktiseret gennem de seneste tre år, hvor der typisk protesteres på det kraftigste, påpeger DR's korrespondent i Kina, Philip Róin.
- Det står i kontrast til den mere formildende tilgang, man havde til det i går, hvor man rent faktisk beklagede overfor amerikanerne, at ballonen var kommet ind i det amerikanske luftrum på grund af det, man kaldte en force majeure, siger han.
Det kinesiske modsvar lægger dog også vægt på, at ballonen er ejet af en virksomhed. Det er en måde, hvorpå kineserne forsøger at sige, at det ikke var en militær luftballon.
Ifølge Philip Róin er det værste nok allerede sket, da den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har aflyst sit besøg til Kina, hvor han potentielt skulle have mødtes med Kinas præsident, Xi Jinping.
- Det er en ret alvorlig aflysning set i konteksten af det ret anspændte forhold mellem USA og Kina lige nu, siger Philip Róin.
'Et led i den konstante spionkrig'
Selvom Kina hævder, at luftballonen er et civilt fartøj, som blot er drevet over USA ved et uheld, så er det ikke sådan, amerikanerne ser på sagen, fortæller Steffen Kretz, DR's korrespondent i USA.
For ballonens kurs stemmer ikke overens, og den er blevet styret, fortalte det amerikanske forsvar fredag. Blandt andet er ballonen drevet ind over amerikanske flybaser og atomsiloer, påpeger Steffen Kretz.
- Det her er et led i den konstante spionkrig, som foregår mellem USA og Kina, og der har været talrige episoder, hvor USA og Kina har været tæt på hinanden rent militært, siger han.
Det er eksempelvis ikke ret lang tid siden, at et kinesisk jagerfly var meget tæt på en amerikansk drone i det sydkinesiske hav, og der har også været episoder, hvor kinesisk militær var meget tæt på undervandsdroner fra den amerikanske flåde, fortæller Steffen Kretz.
Men luftballonen adskiller sig fra de førnævnte episoder, fordi den har drevet rundt over USA i flere dage og været synlig for Gud og hvermand i dens bane.
- Det ser amerikanerne som en optrapning, siger Steffen Kretz.
Kina skriver i pressemeddelelsen, at man "forbeholder sig retten til at reagere yderligere, hvis nødvendigt".
- Det ved vi ikke, hvad det bliver. Det kan være, at kineserne finder noget at skyde ned. Det er jo sådan, det kinesisk-amerikanske forhold har været de seneste par år, hvor man kører øje for øje, siger Philip Róin.
Det store spørgsmål bliver nu, om luftballonen er en spionballon, som amerikanerne hævder, eller om det er en meteorologisk måleballon, som kineserne hævder.
Amerikanerne har iværksat en bjærgning af resterne fra luftballonen, som styrtede i havet ud for delstaten South Carolina, fortæller Steffen Kretz.
- Om vi nogensinde finder ud af, hvad der var ombord, og om det bliver offentliggjort, det er tvivlsomt, siger USA-korrespondenten.