Kina giver ikke slip på Taiwan: Truer med militær

Befolkningen i Taiwan "skal og vil" blive genforenet med Kina, siger den kinesiske præsident.

Kinas præsident, Xi Jinping, siger i en tale, at Taiwan hører under Kina, og at landet er klar til at tage militære midler i brug for at gøre sit krav gældende. (Foto: Mark Schiefelbein © Scanpix)

Det er 40 år siden, at Kina og Taiwan begyndte at forbedre deres forhold.

Men det kinesiske standpunkt er klart: Taiwan er en udbryderprovins og tilhører Kina. Det slog den kinesiske præsident, Xi Jinping, i dag fast i en tale. Det skriver BBC.

Præsident Xi advarer samtidig om, at Kina er klar til at anvende magt over for øgruppen, som har et areal lidt større end Jylland.

Truslerne er ikke nye toner fra Kina men derimod helt i tråd med den såkaldte ét-Kina-politik, som dikterer, at der kun findes ét Kina, der udgøres af Kinas fastland, Hongkong, Macau og Taiwan.

Kina kræver, at alle lande, som ønsker diplomatiske forbindelser til Kina, skal anerkende Folkerepublikken Kina som det eneste legitime Kina.

Taiwan har sin egen regering og er dermed de facto selvstændig, men har aldrig formelt erklæret sin uafhængighed fra Kina.

Samme familie

Den kinesiske præsident sagde i sin tale, at begge befolkninger er del af den samme kinesiske familie, og at Taiwans uafhængighed er en "ugunstig rest fra fortiden" og en "blindgyde".

I stedet, sagde han, er genforening et "uundgåeligt krav til den store forening af det kinesiske folk," lød det.

Og Beijing vil ikke tøve med at tage de "nødvendige midler" i brug mod kræfter, som vil forhindre, at Kina og Taiwan igen kan blive en enhed, sagde Xi og gentog dermed en gammel trussel.

Gamle fjender

Dagen før præsident Xis tale opfordrede Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, til, at konflikten mellem de to skulle håndteres fredeligt.

Hun sagde, at "Kina bør respektere kravet om frihed og demokrati fra 23 millioner mennesker", og at der udelukkende bør anvendes fredelige midler til at håndtere uenighederne.

Det anspændte forhold mellem Taiwan og Kina er langt fra nyt. Men det er gradvist forbedret siden 1980'erne, hvor Kina indførte deres "et land - to systemer"-løsning.

Den ville give Taiwan betydeligt mere selvstændighed men blev afvist.

Alligevel slækkede Taiwan for reglerne for besøg og investeringer i Kina. Og i 1991 erklærede regeringen, at krigen med Folkerepublikken Kina var slut.

De senere år har Kina øget det internationale pres på internationale virksomheder og tvunget dem til at registrere Taiwan som del af Kina, hvis de vil lave forretning i landet.

Rettet torsdag den 10. januar: I den oprindelige artikel stod der, at den såkaldte ét-Kina-politik dækker Hongkong og Taiwan. Det dækker også Macau, hvilket nu er blevet tilføjet.

Facebook
Twitter