Kina investerer stort i Grækenland

Kina lader euroen trille i Grækenland, der står i økonomiske problemer til halsen. Kina investerer stort inden for områder som turisme og søfart.

Turist idyl på Samos - flere og flere hoteller, restauranter, olivenoliefabrikker og små skibsværfter i Grækenland bliver opkøbt af kinesere, som også indgår flere og flere handelsaftaler med grækerne. (Foto: Karsten Schnack)

Så er der investeringer på vej til Grækenlands trængte økonomi. En kinesisk delegation under ledelse af vicepremierminister Zhang Dejiang er på besøg i Grækenland og har underskrevet 14 handelsaftaler med regeringen i Athen.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at der er tale om kinesiske investeringer for "milliarder af euro".

Investeringerne gælder blandt andet skibsbyggeri, turisme og eksport af olivenolie.

Junk status

Underskrifterne blev sat på handelsaftalerne i dag, tirsdag - dagen efter, at kreditvurderingsinstituttet Moodys nedgraderede Grækenlands stilling til "junk status". Det gør det endnu sværere for Grækenland at låne penge til rimelige renter.

Moodys nedgradering er da heller ikke blevet godt modtaget af Grækenlands regering.

Ikke hele billedet

- Nedgraderingen af græske statsobligationer reflekterer ikke på nogen måde Grækenlands fremskridt over de seneste måneder. Den reflekterer heller ikke det potentiale, der er skabt af landets økonomiske konsolidering og forbedrede konkurrencedygtighed, hedder det i en erklæring fra Grækenlands regering.

Facebook
Twitter