Kina kan ikke finde forklaring på mystisk lydforgiftning af amerikansk diplomat

En amerikansk diplomat har udvist symptomer på mild hjerneskade efter at have oplevet "unormale lyde" i Kina.

Kinas udenrigsminister, Wang Yi, og USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, drøftede blandt andet sagen om den syge diplomat under Wangs besøg i USA i går. (Foto: Yuri Gripas © Scanpix)

Kina har endnu ikke fundet nogen forklaring på, hvorfor en amerikansk diplomat blev syg efter at have oplevet "unormale følelser af lyd og trykbølger", mens vedkommende arbejdede i den kinesiske by Guangzhou.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge talsperson for Kinas udenrigsministerium, Lu Kang, har myndighederne påbegyndt en grundig efterforskning, og USA har allerede modtaget de foreløbige resultater.

- På dette tidspunkt har vi ikke fundet nogle årsager eller ledetråde, der kan forklare den situation, som USA beskriver, lyder det.

Tegn på hjernerystelse

Den udsendte diplomat, som oplevede en række symptomer fra slutningen af 2017 til april i år, er blevet kaldt hjem til USA for at blive undersøgt yderligere.

Ifølge talsperson fra USA's udenrigsministerium, Heather Nauert, viste diplomaten symptomer på en mild traumatisk hjerneskade eller hjernerystelse.

USA har nu sendt et hold af læger til USA for at undersøge diplomatens meldinger om "diskrete og vage, men abnorme, oplevelser af lyd og tryk".

Ifølge USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, minder sagen på mange måder om en episode i Cuba sidste år, hvor 22 amerikanske diplomater og deres familiemedlemmer blev syge efter at have hørt "en mærkelig lyd".

Facebook
Twitter