Kina laver storstilet militærøvelse omkring Taiwan: Taiwan gør sig klar til krig, men vil ikke opsøge den

Kina er lige nu i gang med en af de mest omfattende militære øvelser omkring Taiwan nogensinde, hvor der også bliver affyret missiler.

Turister på den kinesiske ø Pingtan ser en kinesisk helikopter flyve over dem. Det fremgik tidligere fejlagtigt, at øen var en del af Taiwan, men øen er en af de dele af Kina, der ligger allertættest på Taiwan. (Photo by Hector RETAMAL / AFP) (Foto: Hector retamal © Ritzau Scanpix)

Billeder af kinesiske flådefartøjer, helikoptere og affyrede ballistiske missiler florerer lige nu rundt omkring på internettet.

De viser en kinesisk militærøvelse, der omkranser Taiwan, og som ved tre tilfælde -hvor der er øvelser -krænker øens territoriale integritet.

Øvelsen har også affødt en reaktion fra det taiwanesiske forsvarsministerium.

- Vi søger ingen eskalering, men vi træder ikke tilbage, når det kommer til sikkerhed og suverænitet, lyder det fra det taiwanske forsvarsministerium, som ifølge det britiske medie BBC også udtaler, at 'man gør klar til krig uden at opsøge krig'.

Højtprofileret besøg

Og det er ikke noget tilfælde, at den kinesiske militære øvelse er i gang netop nu.

Den kommer efter den amerikanske politiker Nancy Pelosi, som er formanden for Repræsentanternes Hus, besøgte øen i går.

Besøget fra Nancy Pelosi har nemlig vakt harme i Kina, da det er blevet set som en provokation fra amerikansk side.

- Taiwan er en umistelig del af Kinas territorium. Øvelserne og træningsaktiviteterne, der udføres af den kinesiske hær, nær Kinas ø Taiwan er nødvendige og legitime foranstaltninger. De skal sikre national suverænitet og territorial integritet, siger Hua Chunying, som er talsperson for det kinesiske udenrigsministerium. Hun siger også, at øvelserne er for at imødegå separatiske styrker, der ønsker uafhængighed og hindre 'ekstern indblanding'.

Ifølge Andreas Bøje Forsby, som blandt andet forsker i Kinas udenrigs-og sikkerhedspolitik hos Dansk Institut for Internationale Studier, spiller Kina med musklerne for at sende et budskab.

- Kina har behov for at demonstrere deres store frustrationer over udviklingen omkring Taiwan, og det gør man ved at intimidere Taiwan miltært. Pelosis besøg var set fra et kinesisk perspektiv en uhørt stor provokation. Derfor har man nu valgt at iværksætte de hidtil mest storstilede og intimiderende militærøvelser helt tæt omkring Taiwan, siger han.

Indtil videre har Kina også affyret flere af de såkaldte Dongfeng-missiler - der bruges af den kinesiske hær med navnet Folkets Befrielseshær- i havet omkring øens nordøstlige og sydvestlige kyster.

Nedenfor på kortet kan du se, hvor Kina lige nu holder militære øvelser omkring Taiwan. Ved tre områder - markeret ved røde firkanter, der går ind over det blå omrids - krænker Kina øens territoriale integritet.

Men det er ikke alene Pelosis besøg, der har givet anledning til den kinesiske reaktion. Gennem årene har man fra amerikansk side sendt flere højtstillede politikere til Taiwan, hvilket også er med til at provokere Kina, fortæller Andreas Bøje Forsby.

- Over de sidste fire år er amerikanerne begyndt gradvist at sende mere og mere prominente politiske delegationer til Taiwan. Pelosios besøg var det mest prominente i 25 år. Og derfor har Beijing behov for at demonstrere, at man ikke vil finde sig i, at amerikanerne bliver ved med at udhule ét-Kina-politikken, som amerikanerne officielt har forpligtet sig til at føre.

Et signal til Vesten

Tidligere i dag kritiserede talsperson for det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chunying, også udenrigsministrene fra G7, der består af verdens syv rigeste lande. De havde i går udtrykt bekymring over situationen omkring Taiwan.

- Hvis disse lande oprigtig bekymrer sig om fred og stabilitet i Taiwanstrædet, så skulle de have overtalt USA til ikke at engagere sig i farlige, hensynsløse og uansvarlige provokationer mod Kina, lyder det fra Hua Chunying, der kritiserer landene for at være 'døve og tavse' onkring Nancy Pelosis besøg i Taiwan.

Video af kinesiske helikoptere omkring Taiwan.

Selvom Andreas Bøje Forsby kalder kineserne militære øvelse for 'urovækkende', så mener han, at det handler mere om at sende et signal til Vesten. Han tror derfor heller ikke, at det vil føre til en reel krig mellem Taiwan og Kina, da Kina potentielt kan miste en hel del.

- Det vil fuldstændig isolere Kina fra den vestlige verden, og hermed adgangen til vestlige markeder og vestlig teknologi, hvis Kina griber til væbnet magt mod Taiwan. Det vil bremse deres opstigning fra den ene dag til den anden. Det skridt er man ikke villig til at tage, siger han og fortæller, at man vil sende et signal til USA og Vesten om, at der er en grænse for, hvad man vil acceptere.

Det taiwanesiske forsvarsministerium har ifølge Reuters oplyst, at man har aktiveret forsvarssystemer på grund af de kinesiske øvelser.

Øvelsen begyndte tidligere i dag og slutter ifølge Kina på søndag.