Kina: Mange huse ikke jordskælvssikrede

Mange af de bygninger, der er styrtet sammen efter mandagens jordskælv i Kina, var ikke sikret mod jordskælv.

En kvinde bliver båret væk fra ruinerne af et sammenstyrtet hus. (Foto: Jason Lee © Scanpix)

I Kina ligger tusindvis af ofre for jordskælvet stadig begravet under ruinerne af bygninger, der er faldet sammen som korthuse. En stor del af ødelæggelserne, og dermed dødsfaldene, kunne dog formentlig have været undgået, hvis husene havde været bygget ordentligt.

- Husene er simpelthen ikke blevet sikret mod jordskælv, forklarer lektor i kinesisk ved Københavns Universitet, Mette Thunø, til Radioavisen.

- Selvom man ved, at dette her område er meget udsat for jordskælv, har man ikke sikret bygningerne som for eksempel skoler tilstrækkeligt.

Velkendt fænomen

Og ifølge Mette Thunø er det et velkendt fænomen i fattige lande som Kina.

Siden et jordskælv tæt ved Beijing i 1976 kostede 240.000 menneskeliv, har den kinesiske regering forsøgt at forbedre byggestandarderne og indført forskrifter for, hvordan bygningerne skal sikres mod netop jordskælv.

Og forskrifterne bliver da også i høj grad fulgt i de større byer, men i de landlige områder, hvor der er udsigt til mindre profit for bygherrene, er det fristende at springe over, hvor gærdet er lavest for at spare penge.

Og ifølge nyhedsbureauet AP er der stort set ingen kontrol fra de lokale myndigheders side med byggeprojekterne i de mindre byer og landområderne.

Vrede blandt befolkningen

Flere kinesere har reageret voldsomt på, at deres huse er styrtet sammen, fortæller Radioavisen.

- Denne her bygning er en bunke skrot, raser en kvinde, mens en anden fortæller, at myndighederne har snydt hende, da de fortalte, at bygningen var godt sikret.

Man kunne frygte, at de nu hjemløse kinesere vil finde en syndebuk at rette deres vrede mod, men det er ikke sandsynligt på nuværende tidspunkt, mener Mette Thunø

- Jeg tror ikke, at de har overskud til at rette vreden mod nogen lige i øjeblikket, fordi der er sket så mange tragiske dødsfald. Det er først og fremmest det, de fokuserer på lige i øjeblikket. Men på et senere tidspunkt er jeg sikker på, at man vil begynde at overveje, hvem der har bygget de her bygninger, pointerer hun og fortsætter:

- Det er jo i vid udstrækning private entreprenører, der ikke har fulgt byggeforskrifterne. Så der kunne man måske godt forvente, at man i første omgang retter vreden mod de entreprenører, der har bygget bygningerne. Derefter vil vreden måske blive rettet mod lokale myndigheder, som ikke har håndhævet de krav til bygningerne, som de burde have gjort, siger Mette Thunø.

Facebook
Twitter