Kina: Op mod 5 millioner statsansatte skal fyres

Indre forbrug skal drive Kinas økonomi, og derfor skal flere millioner statsansatte fyres.

Ansatte på en bilfabrik i Qingdao i den østlige Shandong provins i Kina. Produktionen falder i landet, og nu kan mellem 5 og 6 millioner statsansatte vente at få en fyreseddel. (Foto: Str © Scanpix)

I Kina er en massefyring af statsansatte på vej.

Mellem 5 og 6 millioner arbejdere skal fyres i løbet af de næste to til tre år, siger kilder med tæt forbindelse til den kinesiske ledelse til nyhedsbureauet Reuters.

Fyringerne sker som et led i den lange og svære omstilling fra at være verdens store fabrik til at være en økonomi drevet af indre forbrug.

Kinas minister for social sikkerhed siger, at han forventer, at 1,8 millioner arbejdere skal fyres alene i kul- og stålindustrien.

Store statslige virksomheder har længe ikke produceret nok, og nu er der behov for at fyre. Mange ventes dog at blive ansat i servicesektoren.

/DR Nyheder/