Kina raser over ny lov i USA: 'Et knæfald for voldelige kriminelle'

Repræsentanternes Hus i USA har vedtaget en lov, der har til formål at beskytte menneskerettighederne i Hongkong.

Protesterne mellem regeringskritiske demonstranter og politistyrker har stået på i Hongkong i månedsvis. (Foto: TYRONE SIU © Scanpix)

Kinas udenrigsminister, Wang Yi, fordømmer en ny lov i USA, der bakker op om aktivister i Hongkong.

Loven - som blev vedtaget af Repæsentanternes Hus i USA med stemmerne 412 for og én imod - har til formål at beskytte menneskerettighederne i Hongkong.

Men ifølge Ritzau kalder Wang Yi loven et knæfald over for 'voldelige kriminelle', og at formålet med den er at 'rode op i og endog ødelægge Hongkong', siger Wang.

Han tilføjer, at loven er en 'åbenlys indblanding i Kinas indre anliggender'.

USA skal føre kontrol

I lovteksten står der blandt andet, at USA mindst en gang om året skal kontrollere, at Hongkong har nok selvbestemmelse til, at USA vil indgå særlige handelsaftaler med den lokale regering.

Samtidig omfatter loven sanktioner mod embedsmænd, der krænker menneskerettighederne i Hongkong.

- Folket i Hongkong kan se, hvad der er ved at ske. De kan se en konstant kamp om at at fjerne autonomi og deres frihed, sagde senator Marco Rubio tirsdag efter vedtagelsen i Senatet ifølge Reuters.

Han beskylder Kina for at stå bag den vold, der lige nu hærger i Hongkong.

Loven er klar til at blive sendt til Det Hvide Hus, hvor præsident Donald Trump enten kan underskrive den eller nedlægge veto.

Først når han har underskrevet den, vil loven træde i kraft.