Kina skifter tone: Demonstranter i Hongkong er 'voldelige' og 'arrogante'

Kinesisk stats-tv har efter dage med tavshed vist billeder af demonstrationer.

Se en video af øjeblikket, da demonstranterne i går trængte ind i Hongkongs parlament.

De statskontrollerede medier i Kina har skiftet linje, når det gælder de omfattende demonstrationer i Hongkong.

På trods af det store antal demokratiforkæmpere på gaden i Hongkong har borgerne i resten af Kina i dagevis ikke oplevet andet end tavshed, når de har åbnet for statsmedierne.

Men nu har kinesiske tv-stationer vist billeder af politifolk, som fjerner demonstranter fra området omkring Hongkongs parlament, der i går blev invaderet og vandaliseret af unge mennesker.

Samtidig har kommunistpartiets officielle avis Global Times offentliggjort en hård leder om demonstrationerne.

- I deres arrogance viser disse voldelige angrebsmænd ingen opmærksomhed over for Hongkongs love og vækker uden tvivl vrede og sorg for hele folket i byen Hongkong, står der i lederen.

Formuleringerne kan være tegn på, at Kina er klar til at lægge en hårdere linje efter længere tids overbærenhed med demonstrationerne i Hongkong, skriver nyhedsbureauet AP.

De seneste protester i Hongkong blev udløst af en ny lov, der ville gøre det lettere at udlevere fanger fra Hongkong til Kina.

Loven er efterfølgende blev suspenderet på ubestemt tid, men protesten er fortsat i centrum af Hongkong, hvor demonstranterne blandt andet kræver, at bystyrets leder, Carrie Lam, skal gå af.

Hongkongs særstatus

  • Hongkong var en britisk koloni i mere end 150 år. Kina fik Hongkong tilbage i 1997.

  • Det skete med en aftale om, at Hongkong skulle blive ved med at have en vis selvstændighed fra resten af Kina. Det kalder man "et land, to systemer".

  • Aftalen betød, at Hongkong stadig kunne have en vis selvstændighed blandt andet ved at beholde sit eget retssystem og egne grænser. Hongkong beholdt også ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

  • I 2047 siger aftalen dog, at Hongkong skal tilbage under kinesisk styre.

  • Det er mange beboere i Hongkong bekymrede over. De mener, at deres system er mere frit. Og de ser sig selv som hongkongere, ikke kinesere.

FacebookTwitter