Kinas pandaer skal have en kæmpe-nationalpark

Tre provinser i Kina etablerer en gigantisk nationalpark til pandaer. Prisen bliver 9,5 milliarder kroner.

Pandaen er ikke længere truet. Den Internationale Sammenslutning for Naturbeskyttelse rykkede i 2016 fra at være moderat truet til at være sårbar (arkivfoto). (Foto: AXEL SCHMIDT © Scanpix)

Mange af Kinas vildtlevende pandaer får om nogle år en kæmpe-nationalpark.

Lokalregeringen i den kinesiske provins Sichuan har sikret sig 9,5 milliarder kroner til at etablere en gigantisk nationalpark for den unikke bjørn.

Parken bliver tre gange så stor som Yellowstone National Park i USA, skriver avisen China Daily ifølge Reuters.

Formålet er at beskytte pandaer i de tre provinser Sichuan, Shaanxi og Gansu. En del af beløbet, som lokalregeringen investerer i projektet, er øremærket til at afhjælpe fattigdom blandt områdets beboere.

Indtil for få år siden blev det sort-hvide pelsdyr af Den Internationale Sammenslutning for Naturbeskyttelse, IUCN, karakteriseret som "moderat truet", men i 2016 kom der godt nyt.

Her blev pandaen rykket en kategori ned og betegnes nu kun som "sårbar".

Baggrunden var en stigning i antallet af vildtlevende kæmpepandaer i Kina fra knap 1.600 i 2003 til 1864.

Københavns Zoo får i år sine første to pandaer. Haven er ved at opføre et cirkelformet anlæg til de kræsne dyr, som hovedsageligt lever af bambusskud.

/ritzau/

Facebook
Twitter