Kinesisk avis langer ud efter Trump: 'Ignorant' og 'barnlig'

Statsstyret medie retter hårdt angreb mod den kommende præsident efter Kina-interview.

Trumps seneste udtalelser om Kina vækker hård kritik fra 'Riget i Midten'. (Foto: DON Emmert © Scanpix)

Forholdet mellem den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, og Kina er allerede isnende koldt, selvom byggematadoren først sætter sig til rette i Det Hvide Hus til januar.

Det kommuniststyrede kinesiske medie Global Times retter nemlig i dag et hårdt angreb mod den kommende præsident i en avisleder, hvor de vurderer, at det kan føre til et 'rigtig krise', hvis Trump fortsætter sin retorik over for Kina.

- 'Et Kina'-politikken kan ikke blive købt og solgt, Trump. Det lader til, at han (Trump, red) kun forstår sig på forretninger og tror, at alt har en pris, og hvis han er stærk nok, kan han købe og sælge efter forgodtbefindende, lyder det i lederen, der har overskriften 'Trump et ignorant barn'.

Reaktionen kommer, efter at Trump i et interview med tv-stationen Fox News i går satte spørgsmålstegn ved, om USA skal anerkende, at Taiwan er en del af det kinesiske rige, hvis de ikke får noget til gengæld.

- Jeg forstår fuldstændigt 'et Kina'-politikken, men jeg forstår ikke, at vi er forpligtet til at følge den med mindre, at vi laver en aftale med Kina om andre ting, deriblandt handel, sagde Trump i interviewet.

Havde telefonsamtale med Taiwan

Det har været ventet med spænding, hvordan Donald Trump ville agere over for Kina, efter han under sin valgkamp blandt andet truede kinesiske virksomheder med en straftold på helt op til 45 procent, hvis de ønsker at sælge deres varer i USA.

Donald Trump gav spekulationerne ny næring, da han i begyndelsen af december havde en telefonsamtale med Taiwans politiske leder, Tsai Ing-wen.

Samtalen sendte straks kineserne op i det røde felt. Det skyldes, at der ikke været en direkte samtale mellem et taiwanesisk og amerikansk præsident siden 1978.

USA støtter nemlig Kina i, at Taiwan er en del af de kinesiske rige og derfor har al diplomatisk kontakt foregået med kineserne som mellemmænd.

Efter telefonsamtalen sendte Kina en officiel klage til Det Hvide Hus, som lød på, at forholdet mellem Kina og USA kunne lide skade, hvis Trump fortsatte sin nuværende kurs.

Donald Trump har dog ikke taget advarslen synderligt til sig med de seneste udtalelser. I interviewet med Fox News valgte han nemlig at kritisere Kina på flere punkter.

- Jeg mener, vi bliver ramt meget hårdt af Kina. De beskatter os hårdt ved grænserne, og vi beskatter ikke dem. De bygger en massiv fæstning i midten af Det Sydkinesiske Hav, hvilket de ikke burde, og for at være helt ærlig hjælper de os ikke på nogen måde med Nordkorea.

- De (Nordkorea, red) har atomvåben, og Kina kunne løse det problem, og alligevel hjælper de os ikke på nogen måde, sagde Donald Trump.

Gårsdagens interview har også affødt en rektion fra det officielle Kina. Ifølge CNN siger en talsmand fra det kinesiske udenrigsministerium, at Kina er 'dybt bekymrede' over Trumps seneste udtalelser.

Facebook
Twitter