Kinesisk skyllemiddel-fabrikant undskylder for racistisk reklame

Reklamen viser, hvordan en hvid kinesisk kvinde vasker en sort mand hvid.

En kinesisk skyllemiddelfabrikant har set sig nødsaget til at undskylde for en reklame, hvor en sort mand bliver vasket hvid og lavet om til en tynd asiatisk mand ved hjælp af det kinesiske skyllemiddel. Videoen har forarget store dele af den vestlige verden.

Shanghai Leishang Cosmetics, som har produceret reklamen, har i en pressemeddelelse forklaret, at de er imod racediskrimination, men giver også medier fra udlandet skylden for at gøre situationen værre.

- Vi er kede af, at reklamen har skabt så stor en kontrovers, men vi skyer ikke væk fra kontroversielt indhold. Vi vil gerne undskylde over for det afrikanske folk for, at reklamen er blevet spredt så meget af medierne. Vi håber inderligt, at offentligheden og medierne ikke går for meget op i det, lyder det fra firmaet ifølge nyhedsbureauet AP.

Reklamen viser, at en sort mand kommer ind i et lokale og forsøger at flirte med en asiatisk kvinde. Han bærer rundt på en bøtte maling i beskidt tøj og har maling på ansigtet.

Hun giver ham skyllemidlet og propper ham ned i en vaskemaskine. Da vasken er færdig, kommer der en hvid asiatisk mand med rent tøj ud af maskinen til kvindens store glæde.

Den kinesiske avis The Global Times citerer en Mr. Wang fra firmaet for at sige, at kritikerne af videoen er for 'sensitive' og at begrebet racediskrimination aldrig har været på tale under produktionen af reklamen.

Klik på play og se reklamen i toppen af denne artikel.

Facebook
Twitter
Emner: